tirsdag den 5. juli 2016

"Sanddrømmeren" af Sidsel Katrine Slej


Titel: Sanddrømmeren   Forfatter: Sidsel Katrine Slej   Udgivelsesår: 2013   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Jeg har altid været fascineret af nordisk mytologi, og elsker at læse om det – især som fiktion. Derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Sidsels bøger måtte være noget for mig.

Sanddrømmeren handler om pigen Fréa. En dag er der indbrud i familiens hus, og moren hugger armen af indbrudstyven, som viser sig at være jætte. Dermed er hun nødt til at afsløre for Fréa, at alle de historier, sagn og myter om de nordiske guder, som hun er vokset op med, er sande, og at de måske får større indflydelse på Fréas liv, end hun kan forestille sig. Der bliver med ét vendt op og ned på Fréas liv, og intet er, som hun troede i alle disse år. Det viser sig, at hverken hende eller hendes forældre er mennesker, og derfra tager eventyret virkelig fart. En gammel spådom har nemlig forudsagt, at Fréa har en helt særlig evne og bliver en vigtig brik i at stoppe Ragnarok og sammensværgelsen mod guderne.

Det hele går meget hurtigt i starten med introduktion til universet. Fréa er lidt af en outsider, men egentlig hører vi ikke så meget om hendes liv ’før’ vi begynder at følge hende. Der er ikke så meget optakt, men historien og mysterierne starter lige på og hårdt.  Så snart vi når til Asgård, går verdensopbygningen dog heldigvis lidt langsommere og er dermed nemmere at følge, hvor vi bliver introduceret til livet i gudernes verden, med hvad der dertil hører af skolesystemer, normer og skikke. Man bliver draget helt ind i Asgårds farvestrålende verden og Fréas tilpasning til sine nye omgivelser virker næsten for let. Der går dog ikke længe, før tingene bliver komplicerede og det går ikke stille for sig.

Det er virkelig spændende dansk fantasy med masser af nordisk mytologi. Bogen har det hele, alt lige fra teenagedrama og skolehierarki, kærlighed og familie, til magi og magiske væsner. Jeg elsker især den nordiske mytologi, som er hovedkraften i det univers Sidsel har skabt med bogen. Mange af detaljerne er naturligvis taget fra gammel nordisk mytologi, men der er nyfortolket og bygget så fint videre på det, at det alligevel har fået et unikt twist. De nordiske guder er aktive karakterer i bogen og ikke kun noget uhåndgribeligt mytologisk, som bliver nævnt i forbifarten. Jeg er vild med, at man bliver taget med til gudernes verden, Asgård, og at handlingen desuden også udspiller sig i både Midgård og Udgård. Det giver bogen en helt ny dimension, og er utroligt spændende og godt udført. Fréa er desuden en virkelig sej hovedperson, og de øvrige karakterer har også så mange forskellige sider og udvikler sig i så mange forskellige retninger, at de er virkelig interessante at følge.


Jeg slugte bogen på en enkelt dag, og var umådeligt godt underholdt. Jeg kan slet ikke vente med at læse fortsættelsen, Runemagikeren, og se hvordan eventyret fortsætter for Fréa og alle de andre i Asgård.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar