onsdag den 6. juli 2016

"Runemagikeren" af Sidsel Katrine Slej


Titel: Runemagikeren (Sanddrømmeren #2)   Forfatter: Sidsel Katrine Slej   Udgivelsesår: 2015   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Jeg var ret så begejstret for første bog i serien, Sanddrømmeren og heldigvis havde jeg bog nummer to, Runemagikeren, klar med det samme sidste side var vendt, så jeg igen kunne forsvinde på eventyr til Asgård, Midgård og Udgård i selskab med Fréa. Det er altid spændende med ’den svære toer’ – jeg var spændt på, om den mon kunne leve op til etteren, men det synes jeg absolut, at den kunne.

Nye udfordringer venter Fréa, da konflikten mellem Od og Asgård tager til, og han har fået nye, overraskende allierede. Runemagi introduceres i denne bog, hvilket er utroligt interessant, og Fréa må udvikle sine nye evner for at hjælpe med at forsvare Asgård. Imidlertid begynder folk i Asgård en efter en at blive forgiftede – først af æbler, dernæst af mjød. Det er tydeligt, at en ny trussel er under opsejling og at nogen er ude på at få ram på guderne. 

Reaktionen i Asgård er en forfærdelig ’os mod dem’ attitude, som altid i turbulente tider, hvor grænserne lukkes og jætterne bliver udstødt som resultat af frygt, hvilket klinger skræmmende genkendeligt og aktuelt. Asgård bliver fyldt med mistro og mistillid, og folk hvisker om Fréa, hendes familie og Magne som forrædere. Ingen ved hvem de kan stole på, eller hvem der i virkeligheden står bag forgiftningen. Det er dog tydeligt, at intet er helt sort og hvidt, og ingen er hverken hundrede procent gode eller onde. Det er umuligt at vælge side, hvilket langsomt begynder at gå op for Fréa, da venner bliver til fjender og fjender til venner. 

Fréas kamp for både familie, venner og kærlighed er hjerteskærende at følge, og hun er om muligt en endnu sejere karakter i denne bog, selvom jeg måske ikke altid er hundrede procent enig i hendes valg. Det viser dog også tydeligt den udvikling Fréa går igennem, at hun klarer sig selv og får lov til at rette op på de fejl hun begår.

Sidsel er virkelig god til at sætte en stemning, og beskrivelserne i bogen er så levende, at man tydeligt kan se det for sig, som en film, der kører inde i hovedet. Ofte når jeg læser, skal jeg virkelig kæmpe for at holde koncentrationen, men det er intet problem her, for der sker noget hele tiden. Bogen er virkelig spændende, fyldt med action og holdt mig fanget hele vejen igennem. Endnu en gang var jeg opslugt af det mytologiske univers og nød at vende tilbage til både Asgård, Midgård og Udgård. Hvor Fenrisulven spiller en afgørende rolle i forrige bog, møder vi Midgårdsormen i denne og det er en genial fortolkning af den gamle myte.


Jeg glæder mig virkelig meget til at bog nummer tre, Valkyrien, udkommer, så eventyret kan fortsætte! Runemagikeren sluttede nemlig med så brat en cliffhanger, at det er umuligt ikke at få lyst til at læse videre med det samme!

2 kommentarer:

  1. Ih, jeg tror altså også snart, jeg skal læse den serie!! :-) Heldigvis ligger den på Mofibo.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en virkelig god plan! :) Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den!

      Slet