tirsdag den 13. februar 2018

"Sindstequila" af Sofie Riis Endahl



Titel: Sindstequila   Forfatter: Sofie Riis Endahl   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Byens Forlag
Bogen er et anmeldereksemplar fra Byens Forlag

Jeg var meget spændt på denne bog, da forfatteren Sofie Riis Endahl er en meget ung forfatter, født i 2000, og dette er hendes debutroman. Men der var slet ingen grund til at være skeptisk, for det er lykkedes hende at skrive en virkelig vellykket ungdomsroman.

Bogen handler om Anne, som lige er flyttet fra Jylland til Sjælland, hvor hun starter på et nyt gymnasie i 1.g. og har det svært med at passe ind. I et desperat forsøg på at blive en del af gruppen, lader hun en fyr lave en bodytequila på sig til en fest. Det hele bliver fanget på et billede og udvikler sig i en uheldig retning, da det bliver foreviget på de sociale medier mod Annes vilje, og efterhånden ender det med decideret mobning.

Der skildres så tydeligt den magtesløshed man står med, når det gælder sociale medier, slutshaming og mobning, og hvor ondskabsfulde og ligeglade folk kan være. I dette tilfælde er det teenagere, som enten ikke tænker over konsekvenserne af deres handlinger online eller simpelthen bare er ligeglade. Indimellem er der udsnit af gruppebeskeder fra messenger, hvor man rigtigt kan se hvor modbydelige folk er online og hvor forskruet hele onlinekulturen kan være. Der sættes fokus på hele problematikken med sociale medier og hvordan ting bliver delt uden filter, så fejltagelser aldrig bliver glemt, men kan findes frem igen og igen og hjemsøge offeret.

Bogen følger desuden også Rei, som udadtil er en af de populære piger. Hun føler dog aldrig rigtigt, at hun passer ind. Hun må tit gå på kompromis med sig selv og mere eller mindre bukke under for gruppepres og gøre ting, hun ikke har lyst til, fordi hun er bange for at sige fra og føle sig forkert eller udenfor. Hun er det meste af tiden en pushover af værste skuffe. Det virker let at dømme hende, men det er nok svært at være andet i den alder og med den mængde usikkerhed hun render rundt med.

I høj grad handler det om identitet, usikkerhed, at føle at man passer ind og er god nok, gruppepres og frygten for at blive dømt, hvilket er nogle af de ting, de fleste teenagere kæmper med i en eller anden grad, og derfor er det så let at relatere til. Masser af typiske teenageproblematikker, som de fleste nok kan nikke genkendende til og spejle sig i, bliver behandlet rigtig godt. I starten er der lidt rigeligt mange klichéer og stereotyper, men det understreger på en måde også budskabet.

Man får en del ubehagelige flashbacks til hvordan ens egen skoletid sommetider kunne være, med alt hvad det indebærer. Følelserne af ikke at passe ind og være en outsider er ramt spot on med den her bog. På trods af nogle småting hist og her er det en vellykket og meget aktuel og relevant ungdomsbog, som er vigtig at læse for unge, der bør tænke sig mere om i forhold til de sociale medier, gruppepres, image og at sætte grænser.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar