mandag den 15. januar 2018

"Mirror Mirror" af Cara Delevingne (med Rowan Coleman)

Titel: Mirror Mirror   Forfatter: Cara Delevingne (med Rowan Coleman)   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Politikens Forlag
Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Cara Delevingne er nok mest kendt som model og skuespiller, så jeg var meget spændt på at læse hendes debutroman, og kan efter endt læsning konstatere, at forfatter altså også er et talent, hun stolt kan føje til cv’et.

Mirror Mirror er en socialrealistisk YA historie om de fire unge Red, Rose, Leo og Naomi, som sammen har bandet Mirror Mirror. Alt vendes op og ned, da Naomi forsvinder. Hun er før stukket af, så ingen tager det rigtigt seriøst denne gang, udover hendes næreste venner fra bandet. Efter otte uger bliver hun fundet bevidstløs i vandet og lagt i kunstigt koma for forhåbentligt at komme sig, men det er stadig usikkert, hvor meget skade hendes hjerne har taget og om hun overhovedet vil overleve. De andre tror ikke på, at det er noget hun har gjort mod sig selv. De er sikre på, at der må være tale om en forbrydelse, og går selv i gang med at efterforske.

De har alle deres egne problemer at slås med hver især. Bogen springer mellem fortid og nutid og tegner et virkelig realistisk øjebliksbillede af ungdommen nutildags, både sprogligt og handlingsmæssigt, og tager vellykket fat i, hvad der optager teenagere for tiden med sociale medier, perfekt image, osv. Identitet er uden tvivl bogens hovedtema, og skildres på en måde, som jeg i hvert fald ikke tidligere har set.

Historien fortælles af Red, som prøver desperat at stykke sammen, hvad der er sket med Naomi. Hvorfor forsvandt hun, og hvordan endte hun bevidstløs i vandet? Mysteriet, som skal løses, gør bogen ekstra spændende, sideløbende med de typiske teenageproblematikker.

Lidt over halvvejs inde i bogen snød den mig fuldstændig, og det twist var virkelig godt udført. Jeg havde på ingen måde set det komme, men det gør bogen endnu mere speciel, og er et vigtigt budskab i sig selv.

Indimellem er der grafiske input som sangtekster, nyheder, eller chatsamtaler mellem kapitlerne, hvilket kan virke overflødigt, men alligevel er en sjov detalje og en måde at inkorporere de sociale medier i bogen, som jo er så stor en del af karakterernes liv.

Jeg tror, at det er meget normalt at være lettere fordomsfuld og skrue forventningerne lidt ned, når kendisser, der normalt er kendt for alt muligt andet, lige pludselig springer ud som forfattere. Derfor overraskede denne bog mig positivt. På coveret står Caras navn naturligvis størst, for det er jo det, der i første omgang skal sælge bogen, men nedenunder er Rowan Coleman nævnt. For mig er det ud fra det lidt uklart, hvordan arbejdsfordelingen har været mellem de to, eftersom det er det eneste sted, Rowan er nævnt (udover i Caras takkeafsnit først i bogen). Hvis Cara rent faktisk selv har skrevet størstedelen af bogen er det godt gået. Hvis ikke, er det tarveligt, at Rowan ikke er fremhævet mere, men sådan er business jo nok.


Alt i alt er det en rigtig god og aktuel ungdomsbog, på trods af, at ting indimellem passede lidt convenient sammen og nogle få ting var lidt uopfindsomme. Skildringen af Red er dog spot on og trækker det meste af bogen hjem, fordi den er unik og overraskende på en måde, man ikke ofte ser. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar