lørdag den 13. januar 2018

"Det gyldne kompas" af Philip Pullman


Titel: Det gyldne kompas   Forfatter: Philip Pullman   Udgivelsesår: 2017 (org. 1995)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

De fleste kender nok serien, Det gyldne kompas, og jeg har indtryk af, at mange er vokset op med disse bøger. Jeg læste desværre aldrig bøgerne, da jeg var barn, men jeg er virkelig glad for, at jeg nu endelig har stiftet bekendtskab med dem som voksen. Det er prisbelønnede børnebogsklassikere, som bestemt fortjener deres klassikerstatus, og nu er de endda udgivet i en flot ny udgave, som gør læseoplevelsen endnu bedre. Udover de smukke forsider, er der de fineste små grafiske detaljer ved starten af hvert kapitel.

Vi følger Lyra og hendes daimon Pan i Oxford. Da den nysgerrige og eventyrlystne Lyra forvilder sig ind et sted hun ikke bør være, redder hun både sin onkels liv, og får indsigt i sager, hun ikke bør vide noget om. Hun kommer nu til at spille den vigtigste rolle i et mystisk og farligt eventyr, som bringer hende både til London og det kolde Nord, og som involverer de barbariske tatarer, panserbjørne, og ikke mindst det mystiske Støv, andre verdener, og børn som bliver kidnappet af Snapperne.

Lyras ven Roger er blandt de kidnappede børn, hendes onkel er taget til fange, og hun tager selv med den tilsyneladende fantastiske og mystiske fru Coulter. Hun får det gyldne kompas med, med besked om at skjule det, og det viser sig, at hun er den eneste, der kan aflæse sandheden i det.

Historien indeholder både politik, filosofi og religion i en verden, der er på grænsen til krig. De voksne spiller et avanceret og dødbringende politisk spil, som Lyra bliver viklet ind i, og spørgsmålet er, hvem hun kan stole på som et barn i et voksent magtspil.

Verdensopbygningen er storslået og eventyrlig i dette imponerende univers. Det er som udgangspunkt vores verden, men alligevel helt anderledes med fantasyelementer og en helt unik historie og stemning.

Det tog mig lidt tid at komme rigtigt ind i historien, men jeg var fascineret fra start og så blev det for alvor godt. Man kan ikke undgå at blive opslugt, selvom starten er lidt detaljetung, for det er trods alt et kompliceret og imponerende gennemført univers, der opbygges.


Jeg ville ønske, at jeg havde læst serien noget før, for denne første bog er virkelig fantastisk, kreativ, opfindsom og original. Historien er utroligt velskrevet og fortjener fuldt ud sin klassikerstatus. Jeg forstår godt, hvorfor folk i min barndom altid anbefalede den som det, man burde læse efter Harry Potter, for det er helt oppe på det niveau, den er. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar