onsdag den 6. december 2017

"Rejsen til Julemandens værksted" af Sabrina Mose

Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
Titel: Rejsen til Julemandens værksted   Forfatter: Sabrina Mose   Udgivelsesår: 2014   Forlag: Forlaget mellemgaard
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Rejsen til Julemandens værksted er en utroligt varm og julehyggelig kalenderhistorie i 24 kapitler. Jeg læste den dog i ét stræk, fordi jeg er utålmodig, og simpelthen ikke kunne lade være.

Ungnissen Filur bor med sin nissefamilie i skoven, og han er vildt begejstret, da det endelig bliver den første december. Denne dag modtager han et brev fra selveste Julemanden, som beder ham møde op på hans juleværksted den 24. december. Det er meget vigtigt, for julen må ikke svigtes. Derfor må Filur nu drage ud på den farlige rejse til Julemandens værksted, for at hjælpe til med at redde julen, som er i fare.

Det bliver en rejse hvor han møder masser af andre fantasivæsner, som fx trolde, feer, elverfolk, hekse og dværge, talende egern og ulve. Farer lurer overalt i skoven, men han møder også nye venner, som hjælper ham på hans færd. Der er mørke og ondskab, som skal bekæmpes inden det kan blive jul.

Det er en meget klassisk nissehistorie med magi, eventyr, sne og masser af risengrød og julestemning. Den klassiske morale om at julen er hjerternes fest er tydelig gennem fortællingen, som både er spændende med klassiske fantasyelementer og hjertevarm og fyldt med julehygge. Den viser, at selv en helt almindelig nisse kan udrette store ting.

Kapitlerne er korte, så hvis man har tålmodigheden til at dele historien op, er det en rigtig fin måde at læse små bidder af historien hver dag frem til juleaften. Kapitlerne er dog alligevel så sammenhængende, at det fungerer lige så godt at læse historien ud i ét, som jeg gjorde.

Bogen er virkelig hyggelig og julet, sød og finurlig, og vil være rigtig god til både børn og barnlige sjæle. Den er overraskende mørk og spændende også, hvilket var et element i historien, som jeg var meget positivt overrasket over.


Jeg hyggede mig meget med at læse denne fine julefortælling, som var meget mere eventyrlig end jeg havde forventet. Den kan i hvert fald varmt anbefales som decemberlæsning.

2 kommentarer:

  1. Den lyttede jeg til her i december. En rigtig hyggelig julefortælling :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt, at du også kunne lide den! :D

      Slet