fredag den 1. december 2017

Månedens læsning #26: November 2017

Reklame: Indeholder anmeldereksemplarer
November var en fantastisk måned, som virkelig fløj afsted. Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at november er måneden, hvor det årlige BogForum i Bella Center løber af stablen, og i år deltog jeg for første gang, hvilket var en fantastisk oplevelse, som jeg har skrevet indlæg om her, her, her og her.

Derfor bærer lidt af månedens læsning også præg af, hvilke forfattere, jeg fik lov at møde på BogForum. Egentlig følte jeg det meste af måneden, at jeg var i lidt af en reading slump, og jeg troede faktisk ikke at jeg havde fået læst ret meget, men det viser sig, at jeg tog grueligt fejl. Jeg har faktisk alligevel fået læst en del, og der var nogle rigtig gode læseoplevelser imellem. Udover bøgerne i stakken her, var jeg også så heldig at få lov til at være betalæser på en bog, som jeg desværre ikke må fortælle mere om endnu, men det var en interessant oplevelse og spændende at prøve.

Jeg tog forskud på julelæsningen, og nåede da også at udgive et indlæg omkring hvilke bøger jeg håber at læse i december og med inspiration til andres julelæsning. Det kan læses lige her.

Jeg har tre nye favoritter denne måned, og det er næsten umuligt for mig at vælge, hvilken der var månedens bedste bog, for både They Both Die at the End af Adam Silvera, Valget af Sarah Engell (anmeldereksemplar fra CarlsenPuls), og 9. november af Colleen Hoover (anmeldereksemplar fra Lovebooks) var helt fantastiske læseoplevelser. Valget har jeg anmeldt lige her, og der er også en anmeldelse på vej af 9. november.

Ilttyv serien af Nicole Boyle Rødtnes (anmeldereksemplar fra Alvilda) bingelæste jeg denne måned, og den er virkelig god. De to første bøger har jeg anmeldt her og her, og anmeldelsen af tredje bog er lige på trapperne.

Jeg læste også nogle billedbøger denne måned, heriblandt Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved, og Har du set min hat af Jon Klassen, som jeg egentlig havde læst tidligere i forbindelse med et fag om børnelitteratur på uni, men nu ejer jeg den endelig. 100 Hugs af Chris Riddell er nok noget nær det sødeste jeg nogensinde har set, med illustrationer af 100 forskellige knus og kram.

Julelæsningen tog jeg som sagt hul på med At se lyset af Jay Asher (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag) som desværre var lidt en skuffelse, min anmeldelse kan læses lige her. Jul i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul (anmeldereksemplar fraGyldendal) var til gengæld helt fantastisk, og min anmeldelse af den kommer snarest. Rejsen til Julemandens værksted af Sabrina Mose (anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard) var også en virkelig hyggelig og skøn julehistorie, som jeg også har en anmeldelse klar til inden længe.

Bedemandens datter af Sara Blædel er helt anderledes end den type bøger, jeg normalt læser, men da jeg var inviteret til lancering af fortsættelsen, Ilkas arv, af People’s Press til BogForum, ville jeg naturligvis læse første bog inden. Det var en ok læseoplevelse, der sker dog ikke det vilde her i første bog, men det lovede Sara til gengæld at der ville gøre i fortsættelsen, så den er jeg spændt på at gå i gang med.

Towering af Alex Flinn er en retelling af eventyret om Rapunzel, som desværre skuffede mig lidt. Den var fin nok, men normalt er jeg meget mere begejstret for Alex Flinns bøger, så jeg ved, at hun kan gøre det meget bedre end det.

Askeprinsen af Erin Watt (anmeldereksemplar fra Flamingo) er fortsættelsen til Papirprinsessen, og jeg elsker den her serie. Den er fyldt med drama og karakterer, som man elsker at hade, og hader at elske. Min anmeldelse af denne er også lige på trapperne. Jeg glæder mig SÅ meget til tredje og sidste bog i serien, som Flamingo også har været så søde at sende til mig.

Sidst, men ikke mindst, læste jeg den illustrerede udgave af Fantastiske skabninger og hvor de findes, som Gyldendal var så søde at sende mig et anmeldereksemplar af. Den var fantastisk, illustrationerne er så smukke og min anmeldelse af denne er også på vej.

Alt i alt var det altså en super god læsemåned, på trods af min indbildte reading slump. December kommer helt sikkert til at bære præg af julelæsning, men det bliver simpelthen så hyggeligt!


Hvad var det bedste du læste i november? Og hvad glæder du dig til at læse i december? :) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar