tirsdag den 12. december 2017

"9. november" af Colleen Hoover

Anmeldereksemplar fra Lovebooks
Titel: 9. November   Forfatter: Colleen Hoover   Udgivelsesår: 2017 (org. 2015)   Forlag: Lovebooks
Bogen er et anmeldereksemplar fra Lovebooks

Indtil videre har jeg elsket alt hvad jeg har læst af Colleen Hoover, og den nyeste danske udgivelse, 9. november, er ingen undtagelse. Den indeholder nemlig al den Colleen Hoover magi, som for tredje år i træk har gjort hende til en Goodreads Choice Awards vinder, hvilket er fuldt fortjent.

I 9. november følger vi Fallon og Bens komplicerede kærlighedshistorie fra de møder hinanden første gang d. 9. november, og fem år frem. Fallon overlevede en brand, men bærer stadig rundt på både de fysiske og psykiske ar fra den. Hun beslutter at flytte fra Los Angeles til New York, væk fra sin berømte og distancerede skuespillerfar og ikke mindst Hollywoods overfladiskhed.

D. 9. november er årsdag for branden og den dag hun har valgt at starte på en frisk og rejse til New York for at prøve lykken med en skuespillerkarriere på Broadway. På dagen spiser hun afskedsfrokost med sin far, som er usympatisk, overfladisk og arrogant. Den vildtfremmede Ben beslutter at træde til, da han overhører deres samtale, og spiller så overbevisende hendes kæreste, der forsvarer Fallon og effektivt sætter hendes far på plads, og derfra udvikler deres forhold sig.

Ben og Fallon er øjeblikkeligt tiltrukket af hinanden, men de ved, at de efter omstændighederne ikke kan være sammen. De aftaler i stedet at mødes hvert år d. 9. november i fem år, uden at have nogen former for kontakt derudover. Men er det nok kun at ses en enkelt gang om året?

Branden ændrede Fallons liv på mange punkter, men i virkeligheden ikke de vigtigste. Bogen handler om, hvad man er villig til at ofre for at følge sine drømme og være tro mod sig selv. Hvordan livet ikke altid går som man havde håbet, men at man alligevel kommer videre og kan blive lykkelig. Selvom alting ikke går perfekt, går det som oftest som det skal, og man får det bedste ud af det.

Ben og Fallon vandt mig med det samme over med deres personligheder. En af deres interne ting er perfekte bogromancer, og deres egen er det ultimative eksempel, som Ben endda bruger til sin egen bog. Historien er super romantisk og nervepirrende, for man kan næsten på forhånd regne ud, at Colleen Hoover med dette setup kommer til at flå ens hjerte i stykker og lime det sammen igen ikke bare én, men hele fem gange i denne bog og alligevel kan man ikke lade være med at fortsætte.

Det er imponerende hvor meget der fortælles ved kun at følge dem én dag hvert år i fem år. Ligesom dem ved vi kun hvad der foregår i deres liv resten af året, ud fra hvad de fortæller hinanden. Normalt bryder jeg mig ikke om at der springes og udelades så meget, men her fungerer det altså perfekt og man får alligevel alt hvad man har brug for og mangler ikke på noget tidspunkt yderligere handling mellem møderne.

Der er endda et gensyn med Miles og Tate fra Forbandede kærlighed, som gæsteoptræder her i bogen.

Plottwistet hen mod slutningen havde jeg på ingen måde set komme. Det vendte fuldstændigt op og ned på alting og er så veludført, at det næsten gør fysisk ondt.

Jeg var midt i en reading slump, da jeg startede denne bog, men den fik mig lynhurtigt og effektivt ud af den. Colleen Hoover kan noget helt magisk med utroligt rørende og gribende kærlighedshistorier og derfor er hun en af mine absolutte yndlingsforfattere. Man kan ikke slippe hendes bøger, når man først er gået i gang, heller ikke efter sidste side er vendt. Hendes bøger er altid nogle af dem, der står klarest i min erindring, selv længe efter, at jeg har læst dem.


Hidtil har Forbandede kærlighed været min favorit blandt Hoovers bøger, men 9. november er virkelig tæt på at tage førstepladsen. Det er så imponerende, hvordan hun formår at tilføje nye yndlingsbøger til listen hver eneste gang, men det gør hun.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar