fredag den 24. november 2017

Inspiration til julelæsning 2017


Reklame – Indlægget indeholder anmeldereksemplarer
Eftersom julestemningen så småt er ved at indfinde sig rundt omkring, min lille lejlighed inklusive, er det vist ved at være på tide, at den også gør det her på bloggen. Jeg har allerede læst årets første julebøger og pyntet op med den sparsomme julepynt jeg havde med mig fra min gamle lejlighed – med tre gange så meget plads, må jeg hellere gå ud og købe tre gange så meget julepynt, ikke?

Som så mange andre bogbloggere synes jeg, at jeg vil vise frem, hvilke bøger jeg håber på at få læst her op til jul. Det er nok urealistisk at nå dem alle, men om ikke andet kan de fungere som inspiration til andres julelæsning, selv hvis jeg ikke selv kommer igennem hver og én.


Politikens Forlag var så søde at sende mig At se lyset af Jay Asher. Den har jeg allerede læst, og en anmeldelse kommer snarest. Jeg kan dog afsløre, at det desværre ikke blev en ny julefavorit, men den handler lidt om jul, og foregår en del af tiden ved en juletræshandel, så hvis man mangler en meget letlæst YA-julebog, kan man give den et forsøg.

Disney’s Juleklassikere udkommer hvert år, og de sidste mange år har jeg fået den. Jeg har dog aldrig rigtigt fået dem læst, men det håber jeg at ændre på i år. Derfor er både sidste og dette års udgave med i dette indlæg.

A Winter’s Tale af Trisha Ashley ser helt vinterperfekt ud, og jeg forestiller mig at det er en helt fluffy lovestory, som man kan hygge sig med på de kolde vinterdage i december.


Nutcracker and Mouse King – The Tale of the Nutcracker af E. T. A. Hoffmann og Alexandre Dumas er de originale fortællinger bag balletten Nøddeknækkeren, som jeg har haft lyst til at læse lige siden jeg så balletten i USA tilbage i 2014, så i år bliver forhåbentlig året, hvor jeg endelig får det gjort.

A Christmas Carol and Other Christmas Writings af Charles Dickens i den smukkeste Clothbound Classics udgave får jeg nok ikke læst fra ende til anden, men jeg håber på at finde tid til at genlæse A Christmas Carol, som er en af mine absolutte yndlingsjulefortællinger.


De to fine Penguin Christmas Classics, A Merry Christmas & Other Christmas Stories af Louisa May Alcott, samt The Night Before Christmas af Nikolai Gogol er så smukke. Jeg ved ikke meget om dem, udover at det skulle være juleklassikere, så jeg tænker, at julestemningen er garanteret, når man læser dem. Derudover er de meget korte, så jeg tænker at de passer perfekt til dovne juledage.

Christmas Stories i den smukke Everyman’s Library udgave er endnu en samling julehistorier, hvilket virker til at være meget populært, det her med korte, julede historier. Den indeholder historier skrevet af nogle af de mest kendte, klassiske forfattere, som fx Charles Dickens, Nikolai Gogol, Leo Tolstoy, Arthur Conan Doyle, Vladimir Nabokov, Truman Capote, John Updike, Alice Munro, og mange flere. Jeg er sikker på, at det bliver vildt interessant at læse, hvordan lige netop disse forfattere har valgt at skrive om julen.


Rejsen til Julemandens værksted af Sabrina Mose og Jul i Ribe af Marie Skøtt Jensen er begge anmeldereksemplarer, som Forlaget mellemgaard har været så søde at sende. Begge er kalenderhistorier, så der er et afsnit til alle 24 dage frem til jul. Jeg er dog ikke så tålmodigt anlagt, så jeg ender nok med at snyde, og læse dem i ét stræk, men det gør dem garanteret ikke mindre hyggelige.


Jul i andre lande af Maria Brand, illustreret af Rasmus Juul (perfekt efternavn hertil, kan det være tilfældigt?) var Gyldendal så søde at sende til mig. Som titlen antyder, beskriver den juletraditioner i 24 andre lande. Jeg har allerede læst den, og var vildt begejstret, så der kommer snart en anmeldelse.

Den dejlige juletid af Johanna Basford var jeg nødt til at eje, da jeg elsker hendes malebøger, og selvfølgelig også skulle have en med juletema at hygge mig med i december.

I’ll Be Home For Christmas er en YA short story collection, hvor overskuddet fra salget går til Crisis, en organisation, der støtter hjemløse i England. Temaet for historierne er meget passende ”home,” og hvor mange forskellige betydninger betegnelsen ”hjem” kan have, især for folk, der ikke har et. Blandt de i alt 14 bidragende forfattere er Holly Bourne, Juno Dawson, Non Pratt, og Marcus Sedgwick. Jeg elsker short story collections, og glæder mig helt vildt til at læse denne.



Hvad planlægger du at læse i denne juletid? Kom gerne med forslag og inspiration til god jule- og vinterlæsning i kommentarfeltet! :)


4 kommentarer:

  1. Dejlige, stemningsfulde billeder ♥

    Jeg har kig på et par e-bøger med juletema (jul i skovridergården, jul hele året) og et par lidt mere dystre julekrimier - hvis der skal være lidt modspil til julehyggen ;-)

    Og så satser jeg på at læse første Harry Potter-bog i løbet af december1


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en god, blandet julestak! Og Harry Potter er helt perfekt til december - det er Harry Potter jo sådan set det meste af året ;)
      Håber du får en skøn december med masser af julelæsning :)

      Slet
  2. Så mange fine bøger, på så mange flotte billeder! <3

    Selv håber jeg, blandt andet at få læse Lise Nørgaards 'Julen er hjerternes fest'. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! <3

      Åh det kan jeg godt forstå, den ser også bare så hyggelig og juleperfekt ud :D

      Slet