onsdag den 6. september 2017

"Urmageren i Filigree Street" af Natasha Pulley


Anmeldereksemplar
Titel: Urmageren i Filigree Street   Forfatter: Natasha Pulley   Udgivelsesår: 2017 (org. 2015)   Forlag: Alhambra
Bogen er et anmeldereksemplar fra Alhambra

Urmageren i Filigree Street handler om Thaniel, en ung telegrafist i London i 1883. Han er ikke umiddelbart tilfreds med sin tilværelse, men der bliver vendt op og ned på hans liv, da han en dag finder et mystisk guldur på sit værelse. Mod al fornuft beholder han uret, som først ikke går, så pludselig gør, og endelig ender med at redde hans liv, da det skrigende som en alarm advarer ham og tvinger ham ud af en pub, ganske få minutter inden den springes sønder og sammen, da en irsk bombe detoneres mod Scotland Yard lige ved siden af pubben.

Efterfølgende opsøger han den japanske urmager Keita Mori i Filigree Street, som fremstillede uret, i sin søgen efter svar på mysteriet om, hvorfor han er i besiddelse af uret, hvorfor han skulle reddes, og hvem der stod bag bomben. Thaniel er ansat i indenrigsministeriet, og da der tilsyneladende er noget uforklarligt ved Mori, bliver han sat til at holde øje med ham og flytter ind i hans ekstra værelse, hvorefter de udvikler et tæt venskab, der gør det vanskeligt for Thaniel at udføre sit job.

Vi møder også Grace, som klæder sig ud som mand for at få adgang til universitetsbiblioteket på Oxford i en tid, hvor der kæmpes for at få indført stemmeret til kvinder, hvilket hun dog ikke er sønderligt interesseret i. Hun sværger derimod til videnskab, og er også indehaver af et mystisk guldur, skabt af Mori. Alle deres skæbner vikles ind i hinanden, da Grace og Thaniel mødes til et bal.

Der er interessante flashbacks til Moris fortid i Japan og jeg kan rigtig godt lide den mekaniske blæksprutte Katsu, som på trods af udelukkende at bestå af metal og tandhjul, har en form for finurlig personlighed. Forsiden på denne bog er bogskønhed når det er bedst, og passer perfekt til handlingen og fanger den helt særlige stemning i bogen. Den er enormt stemningsfuld og mystisk, og jeg er vild med settingen i 1800-tallets London, Japan og Oxford, der blandet med de mange kulturelle og historiske detaljer og observationer, gør bogen virkelig interessant.

Det er historisk fiktion med et twist af magisk realisme, som indimellem godt kan være lidt detaljetung, men som alligevel er virkelig smukt og fascinerende skrevet, omend det ikke er en hurtigtlæst bog. Den er fyldt med spænding, da der er et stort mysterie der skal løses, som løber på tværs af tid og sted. Moris fortid er en vigtig brik, men det samme er deres fælles nutid og fremtid.

Hele vejen igennem er den mystisk og man stiller spørgsmålstegn ved, om der er tale om noget mere mellem himmel og jord såsom claivoyance og magi, eller om der er en mere banal, naturlig eller videnskabelig forklaring. Der er teorier om, hvorvidt claivoyance og magi kan forklares videnskabeligt og mekanisk, samt hvordan fortid, nutid, fremtid, sammentræf og skæbne hænger sammen.


Bogen er helt unik, men hvis jeg skal sammenligne den med noget, vil The Night Circus af Erin Morgenstern ikke være helt ved siden af. Handlingsmæssigt er de ret forskellige, men de har samme mystik og sælsomme stemning med en lurende følelse af, at alt kan ske. Jeg kan varmt anbefale Urmageren fra Filigree Street, hvis man leder efter en smuk, intelligent og original historie.


4 kommentarer:

  1. Ej, hvor jeg glæder mig til at læse den, den lyder bare så anderledes og spændende. Den skulle være på vej til mig fra forlaget, men jeg kan være lidt bange for at PostNord har fået den væk siden det tager så lang tid :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt forstå, den er virkelig også god! :)
      Æv, hvor træls! Det er så ærgerligt, men jeg synes desværre det hænder at PostNord kludrer i det. Krydser fingre for at den snart dukker op, så du kan læse den, og jeg glæder mig til at høre, hvad du synes :)

      Slet
  2. The Night Circus fangede mig desværre ikke (selvom jeg ellers elsker den type bøger), så jeg håber, at denne her gør - den lyder i hvert fald spændende :)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor ærgerligt med The Night Circus - jeg kunne godt lide den, men har godt nok også hørt mange blandede meninger om den ellers :)
      Jeg håber at du vil synes om Urmageren fra Filigree Street - den er meget anderledes end The Night Circus, selvom de har stemningen til fælles, så måske den godt kunne være noget :) Jeg glæder mig i hvert fald til at høre hvad du synes!

      Slet