mandag den 14. august 2017

"Papirprinsessen" af Erin Watt


Anmeldereksemplar

Titel: Papirprinsessen   Forfatter: Erin Watt   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Flamingo

Bogen er et anmeldereksemplar fra Flamingo

Jeg har hørt virkelig mange rosende ord om Papirprinsessen, og bagsiden proklamerer, at den har ligget 15 uger på New York Times’ Bestsellerliste, så jeg har virkelig glædet mig til selv at læse den. Heldigvis skuffede den ikke!

For 17-årige Ella handler det om at overleve, efter at hun har mistet sin mor. Og for at overleve og klare sig selv, tjener hun penge som stripper om natten, mens hun går i high school om dagen. Hun kæmper for at komme på college og få en normal tilværelse. Selv da hendes mor levede, kæmpede de sig gennem tilværelsen fra dag til dag og sted til sted, og på mange måder er hun gået i sin mors fodspor. Det er indtil nu lykkedes hende at klare sig selv, men pludselig dukker Callum Royal op og er hendes officielle værge, efter at hendes biologiske far, som hun aldrig har kendt, er død. Hun stiller sig selvfølgelig skeptisk over for denne mand, der pludselig vil hjælpe hende, men hun ender med at flytte ind hos ham og hans fem sønner, hvilket der kommer en masse drama ud af. Det er noget af en omvæltning for Ella, der altid har skulle klare sig selv med et minimum, nu pludselig at leve i overdrevet luksus hos Royal familien, som med undtagelse af Callum, ikke ligefrem byder hende velkommen.

Bogen er perfekt letlæselig og fanger fra starten. Det er egentlig en meget klassisk Cinderella story, med et frækt twist. Ella bruger endda Askepot som strippernavn, og navnet Ella er nok heller ikke helt tilfældigt. Hun er pigen, som kommer fra ingenting og har gået så grueligt meget igennem, inden hun flytter ind på slottet og får prinsen. Ella må dog kæmpe med følelsen af slet ikke at høre til i denne rigmandsverden. Ikke mindst det sociale hierarki på hendes nye snobbede high school, som Royal brødrene tilsyneladende styrer med hård hånd, volder problemer. Hun bliver udsat for decideret mobning af de virkelig stereotypt ondskabsfulde, umodne og forkælede rigmandsunger, som udsætter Ella for helt urimelige ting, men hun lærer hurtigt spillets regler.

Ella finder sig ikke i noget og giver Royal drengene, især Reed, kamp til stregen og masser af modspil, hvilket fungerer rigtig godt. Der er en helt særlig dynamik mellem karaktererne, på trods af, at det egentlig er et ret bizart spil de har kørende. Dette spil har de vist heller ikke altid helt selv har styr på, og det er ofte faretruende tæt på at køre af sporet. Ella og Reeds forhold udvikler sig, men det er fra starten tydeligt, at det bliver stormfuldt.

Royal brødrene er fremstillet som fem pragteksempler på bad boy stereotypen, og der foregår et eller andet mystisk med dem, som Ella prøver at opklare. Selvom bogen til tider er lidt overdrevet og urealistisk, så er den jo bygget op omkring en fantasi og man kan ikke lade være med at lade sig opsluge af handlingen.

Det er tydeligt, at penge absolut ikke er alt, og fører masser af ulykke og mistillid med sig. Ellas problemer løses bestemt ikke af at hun ikke længere behøver at bekymre sig om penge, nærmest tvært imod. Pengene fører bare andre problemer og udfordringer med sig.

Jeg vidste faktisk ikke på forhånd, at Erin Watt dækker over forfatterne Jen Frederick og Elle Kennedy, som bl.a. står bag Off Campus serien, som jeg nu glæder mig endnu mere til at læse!


Slutningen på Papirprinsessen havde jeg slet ikke set komme. Det er første del i en serie, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre i Askeprinsessen, som efter sigende skulle udkomme på dansk til efteråret.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar