torsdag den 17. august 2017

"Det er bare kærlighed" af Sverre Henmo


Anmeldereksemplar
Titel: Det er bare kærlighed   Forfatter: Sverre Henmo   Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Det er bare kærlighed er en lille kort bog i Gyldendals Spurt-serie. Jeg kan godt lide formatet og idéen om letlæste, korte ungdomsbøger om vigtige emner, men denne blev desværre en smule for langsommelig og intetsigende for mig, på trods af den korte længde.

Bogen handler om Jonathan, som hjemme bliver tyranniseret af storebroren Trym, som han gemmer sig for bag sin låste værelsesdør. Jonathan er forelsket i den perfekte Alina, men bliver presset til at være kæreste med Liva, som han ikke er interesseret i. Han gør det fordi hendes veninde Savannah kun vil være kærester med hans ven Axel, hvis Liva og Jonathan også er kærester. Teenagelogik når det er bedst. Det er meningen, at det kun skal være for en enkelt aften, men pludselig bliver det sværere for ham at slippe ud af, da han er enormt konfliktsky, hvilket er unfair overfor både ham selv og Liva.

Jonathan har svært ved at sige fra på alle punkter i livet, hvilket er roden til alle hans problemer. Det handler i høj grad om helt ung akavethed i den sære verden, som teenagere lever i, med selvopfundne regler og usikkerheder. Derudover er der alt det med hans storebror, og de har også mistet deres far, uden at være gode til at håndtere sorgen. Jonathan har meget forskelligt at kæmpe med, og har meget svært ved at kapere det.

Som titlen antyder, er hovedomdrejningspunktet for historien den svære og uforståelige kærlighed, og den skildrer socialrealistisk al den forvirring der foregår i et teenagesind i de år, hvor alt det skal udforskes. Jonathan udvikler sig og får en del lærerstreger undervejs, men jeg er ikke sikker på, om han bliver klogere på kærligheden af den grund.

Indimellem er der lidt for mange trivielle hverdagsdetaljer. Bogen er ok, men ikke noget særligt, faktisk grænsende til kedelig, desværre. Jeg synes heller ikke helt, at forfatteren har fanget hvordan unge taler til hinanden. Det virker meget opstillet og som en voksen, der forsøger at gengive teenagere uden helt at have forstået dem eller fulgt med tiden. Der er dog indimellem nogle skarpe og indsigtsfulde observationer og tanker, som er værd at tage med.

Bogen er skrevet til unge med den idé, at den skal være let og hurtigt læst, og evt. passe til unge med læsevanskeligheder. Det gør den til dels også, i hvert fald længde- og sprogmæssigt. Jeg er dog bange for, at på trods af længden, så ville unge med læsevanskeligheder hurtigt lægge den fra sig og miste interessen, da der simpelthen ikke sker nok i bogen til at holde dem fanget, hvis de i forvejen har svært ved at læse. I så fald skal der lidt mere til, for at give dem lyst til alligevel at gøre den ekstra indsats.


Bogen er fin som en hurtigt læst, lille socialrealistisk historie om den svære og forvirrende kærlighed, men jeg synes som sådan ikke, at jeg fik ret meget ud af at læse den, hvilket er rigtig ærgerligt, for idéen bag er god nok.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar