mandag den 1. maj 2017

Månedens læsning #19: April 2017


Det er helt utroligt som tiden går hurtigt lige pt. Jeg synes næsten lige, at jeg har skrevet og udgivet min opsamling for marts, men nu er det allerede tid til at gøre status over april.

Denne måned er det blevet til hele 11 bøger. Readathon tæller for 5 af dem, så det er i virkeligheden ikke så voldsomt som det ser ud. Jeg har brugt rigtig meget tid på specialet denne måned, endelig. Det går fremad, men jeg er stadig ikke super positivt stemt over for det, og er stadig bange for, om jeg når det. Maj bliver derfor dedikeret 100% til forhåbentlig at få det afsluttet og ud af verden.

Den eneste speciale-bog jeg har taget med i min april opsamling er Dead Man Walking skrevet af nonnen Sister Helen Prejean. Det er en øjenvidneberetning fra dødsgangen i Louisiana i 1980erne, hvor Prejean bliver spirituel vejleder for Pat, som er dømt for mord og bliver henrettet. Selvom det er tydeligt at Prejean er imod dødsstraf, synes jeg virkelig at alle bør læse denne bog, uanset hvilken mening man burde have om dødsstraf. Mange kender nok allerede filmatiseringen, som jeg desværre endnu ikke har fået set.

Gyldendal var så søde at sende mig både Den halve konge af Joe Abercrombie, som jeg elskede og har anmeldt her og Akvarium af Len Vlahos, som jeg har anmeldt her.

Forlaget mellemgaard var så søde at sende mig den nye samlede udgave af Nattens Sanger af Christina Bonde. En rigtig fin vampyrtrilogi som jeg har anmeldt her.

Det nye danske forlag, Forlaget OLGA, var så søde at sende mig Vores endeløse dage af Claire Fuller. Det er en meget tankevækkende fortælling, som jeg har anmeldt her.

I aprils sidste weekend var der Dewey's Readathon, hvor det lykkedes mig at læse hele 5 bøger på de 24 timer, hvilket var langt over forventning. Det var endda 5 gode læseoplevelser, så det kunne næsten ikke være bedre. Jeg opdaterede løbende mit læsedøgn i dette indlæg. Jeg fik læst Cloaked af Alex Flinn, That Summer af Sarah Dessen, Coraline af Neil Gaiman, The Statistical Probability of Love at First Sight af Jennifer E. Smith, samt Poor Unfortunate Soul af Serena Valentino.

Så alt i alt var det en fantastisk læsemåned. Som sagt bliver maj dedikeret til specialet, men mon ikke der også sniger sig lidt hyggelæsning ind som overspringshandling hist og her.

Har du læst noget anbefalelsesværdigt i april? :) 

4 kommentarer:

  1. Håber du også får tid til lidt læsning i denne måned :-)

    Min bedste læseoplevelse i april var 'Dealing with Dragons' - en rigtig hyggelig eventyrbog om en lidt usædvanlig prinsesse og en lidt usædvanlig drage...


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det håber jeg også :)

      'Dealing with Dragons' lyder rigtig fin! Den må jeg have kigget nærmere på :)

      Slet
  2. Jeg knuselskede The Statistical Probability of Love at First Sight da jeg læste den for år tilbage, hendes andre bøger levede dog ikke op til den. Det ser ud som om du havde en god måned. Held og lykke med specialeskrivningen i maj. Det ser desværre ud til at vi er en del bloggere som har eksamen, opgaver og specialer at skrive i denne måned.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var også virkelig begejstret for den! :) Æv, hvor ærgerligt at hendes andre bøger ikke lever op til den - jeg har 'This is what happy looks like' stående, og regner med at læse den i løbet af sommeren - så må vi se om jeg bliver skuffet :b

      Mange tak! Ja, det virker til at vi er hårdt ramt denne måned - men sådan er maj-juni som regel, så jeg er sikker på, at vi nok alle sammen skal komme igennem det. Du må i hvert fald også have held og lykke! :)

      Slet