lørdag den 29. april 2017

Dewey's Readathon April 2017: Løbende opdatering


Kl. 13.53: Om ganske kort tid starter Dewey’s Readathon. Jeg har glædet mig som et lille barn til at tage 24 timers pause fra specialet til at forsvinde ind i forskellige fiktive universer. Denne gang er tredje gang jeg deltager. Sidst der var Readathon i oktober havde jeg desværre ikke mulighed for at deltage, da jeg var på udveksling i Irland og tilbragte weekenden som turist i Dublin. Derfor har jeg nok glædet mig lidt ekstra denne gang. Jeg har udvalgt en fin lille stak på fem relativt korte bøger, som jeg forhåbentlig kan nå igennem på de 24 timer. Det er en god blanding af lette YA bøger og eventyrsgenfortællinger, som jeg tror passer perfekt til anledningen.

Forberedelserne er færdige og jeg venter egentlig bare på at startskuddet går kl. 14. Jeg sørgede for at sove længe, så jeg forhåbentlig kan holde mig vågen hele natten. Frokosten er indtaget. Mine snacks er klar og fordelt i skåle, aftensmaden er nem og skal bare i ovnen og varmes når sulten engang melder sig, og mine to læsemakker-katte ligner begge nogle, der er klar til at putte uforstyrret hele dagen.

Dette indlæg vil løbende blive opdateret igennem hele læsedøgnet, og derudover opdaterer jeg også løbende med billeder på min instagram-profil @readingraindrops


Readathon er altid så hyggeligt, især fordi det sociale læsefælleskab er så stærkt. Skriv gerne en kommentar hvis du deltager og fortæl hvor jeg kan følge dit læsedøgn :) 



Kl. 14.00: NU er det nu! Jeg stresser altid fuldstændig i de sidste minutter inden start med sidste-minuts-forberedelser og ting jeg har glemt. Men nu vil jeg lade roen falde over mig og gå i gang med min første bog i stakken, nemlig Cloaked af Alex Flinn. Til mit allerførste Readathon læste jeg Beastly af samme forfatter, og det var en kæmpe success, så jeg håber på det samme denne gang :) Happy reading allesammen!

Kl. 17.33: Jeg er lidt over halvvejs i Cloaked og kan indtil videre rigtig godt lide den. Den er ikke på højde med Beastly, men stadig en god og underholdende eventyrsfortælling. Jeg har også fået gjort et godt indhug i de forskellige skåle med slik, chokolade og chips jeg har stående, hvilket jo også er en vigtig del af readathon ;) så her går det godt!




Kl. 20.45: Cloaked på 341 sider er nu færdiglæst, og det var en rigtig fin genfortælling af en blanding af flere forskellige eventyr! Jeg har også netop indtaget lidt sen aftensmad (pizza er altid et hit!) og nu vil jeg gå i gang med den næste bog i stakken, nemlig Sarah Dessens That Summer.

Kl. 01.58: Jeg har netop vendt sidste side i min anden readathon bog, That Summer af Sarah Dessen på 198 sider. Den var god, men slet ikke som jeg havde forventet. Trætheden er efterhånden begyndt at melde sig, men jeg vil forsøge at starte på endnu en bog og forhåbentlig holde mig vågen. Så er spørgsmålet bare hvilken bog jeg skal vælge.

Kl. 02.06: Valget faldt på Coraline af Neil Gaiman, som jeg er virkelig spændt på endelig at læse!



Kl. 05.26: Jeg har netop færdiglæst Coraline på 192 sider, og det var virkelig en fantastisk bog! Det er efterhånden ved at blive lyst og jeg har svagt kunne ane solopgangen den sidste halve times tid. Jeg har fundet en iskaffe frem og fortsætter læsningen med The Statistical Probability of Love at First Sight af Jennifer E. Smith.

Kl. 08.47: Jeg er lige vågnet fra en times lur og prøver at blive frisk med en masse sukker. Jeg er ca. halvvejs igennem The Statistical Probability of Love at First Sight og den er indtil videre god! Jeg håber virkelig at jeg kan holde mig vågen de sidste fem timer, for så tror jeg faktisk der er en rimelig chance for at jeg kan nå igennem hele bogstakken.

Kl. 11.24: Jeg er lige blevet færdig med min fjerde bog, The Statistical Probability of Love at First Sight på 216 sider. Den var virkelig god! Jeg er overraskende frisk, og tror at det vil lykkes at holde mig vågen resten af læsedøgnet, som skal tilbringes med den sidste bog i min læsestak, nemlig Poor Unfortunate Soul af Serena Valentino, en genfortælling af Disney's Den Lille Havfrue med havheksen i hovedrollen, så vidt jeg har forstået. Jeg håber at I alle får en god slutspurt :)




Kl. 13.51: Med kun ni minutter i overskud, vendte jeg sidste side i Poor Unfortunate Soul på 197 sider, som var underholdende nok til de sidste timers læsning. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville nå at blive færdig, men de fem bøger i min læsestak viste sig at passe fuldstændigt perfekt til 24 timers læsning. Således nåede jeg op på 1144 læste sider! Jeg har nydt hver og én bog, og virkelig brugt tiden effektivt denne gang - det er kun blevet til en enkelt times søvn, så jeg ved i hvert fald godt hvad jeg skal lave resten af dagen. 

Det har været en fornøjelse at følge med hos jer alle sammen, og tusind tak til alle jer der har fulgt mit læsedøgn både her og på instagram, det har været så hyggeligt <3 Vi ses til readathon igen i oktober!