torsdag den 29. september 2016

Månedens læsning #15: September 2016


Nu er september allerede ved at være forbi, og det har været en travl måned med masser af omvæltninger. 1. september sagde jeg på gensyn til Danmark, og rejste til Cork i Irland. Et par uger med masser af introduktion og indtryk senere, startede studiet for alvor op, med al den travlhed og usikkerhed det normalt fører med sig – ganget med hundrede, da både arbejdsbyrden og systemet herovre er helt anderledes, end hvad jeg er vant til.

Dertil kommer alle de lidt mere spændende og storslåede oplevelser. Jeg har udforsket Cork by, som jeg er blevet ret glad for. Jeg har udforsket de omkringliggende byer Kinsale og Cobh, som bestemt også er seværdige. Jeg har nydt udsigten ved the Cliffs of Moher og The Burren, og endda klemt en weekend i Danmark ind midt mellem det hele. Så jeg har haft ualmindeligt travlt. Og det ser ikke ud til, at jeg får mindre travlt i den kommende tid, men det er en god form for travlhed.

Derfor er det heller ikke blevet til så meget læsning. Det meste af min læsning denne måned er foregået i lufthavne og fly, for at få ventetiden til at gå lidt hurtigere. Jeg har også været glad for muligheden for at høre lydbøger på flyveturene og i busser, og på den måde, er det alligevel lykkedes mig at læse fem bøger, og påbegynde to.

Very Good Lives af J. K. Rowling fandt jeg på tilbud i en irsk aviskiosk og læste den korte, men vældigt inspirerende, lille bog samme dag.

Harry Potter and the Order of the Phoenix af J. K. Rowling genlæste jeg – for første gang på engelsk, og for første gang som e-bog, for at muliggøre, at jeg kunne medbringe den til Irland. Det var som altid en fornøjelse at være tilbage i troldmandsverdenen, og jeg håber på at genlæse de to sidste bøger indenfor nærmeste fremtid også.

The Rose Society af Marie Lu er fortsættelsen til The Young Elites. Jeg hørte den som lydbog, og var stadig fascineret af det utroligt mørke og dystre univers og karaktererne, men alligevel havde den svært ved helt at fange mig. Om det var fordi jeg hørte den som lydbog, kunne være en mulig forklaring, så måske jeg skal læse den sidste bog som fysisk bog engang.

Endnu en bog, jeg hørte som lydbog og ikke helt blev fanget af, var Persuasion af Jane Austen. Den har jeg også planer om at genlæse engang som fysisk bog, selvom det var virkelig hyggeligt at få den læst højt med meget udtalt britisk accent.

Månedens mest spændende læseoplevelse var den for nyligt udgivne The Thousandth Floor af Katharine McGee. Den bliver beskrevet som futuristisk Gossip Girl, og den beskrivelse rammer virkelig plet. Der er masser af drama, intriger og spænding, og jeg var simpelthen så godt underholdt!

Jeg havde egentlig ikke planer om, at jeg ville læse After You af Jojo Moyes lige foreløbig, men efter at have set Me Before You filmen, ville jeg have mere Lou, og købte derfor bogen her i Irland. Jeg mangler ikke ret meget af den, og jeg er positivt overrasket. Mine forventninger var heller ikke så høje, men den er underholdende og seriøs på de rigtige steder, og Lou er lige så skøn, som hun plejer at være. Man kan altid diskutere, om det var unødvendigt at lave en toer – den er ikke et must read, men jeg nyder alligevel gensynet med Louisa Clark.

Sci-fi klassikeren The Invisible Man af H. G. Wells lytter jeg lige nu til som lydbog, og indtil videre fanger den udmærket. Jeg er spændt på, hvordan historien udvikler sig, for lige nu er det hele stadig meget mystisk.

Jeg regner med, at oktober måned kommer til at se nogenlunde ligesådan ud rent læsemæssigt – måske endda med endnu mindre læsning. Der bliver endnu engang lidt lufthavnslæsetid,  da jeg næste weekend rejser på eventyr til Edinburgh i Skotland. Derefter får jeg besøg hjemmefra af to omgange, som begge byder på forlængede weekender i Dublin, hvor jeg nok ikke rigtigt får læst. Men det er også okay, når livet byder ind med skønne oplevelser i stedet for :)


Har du læst noget godt i september? :) 


lørdag den 24. september 2016

"Attachments" af Rainbow Rowell


Titel: Attachments   Forfatter: Rainbow Rowell   Udgivelsesår: 2012 (org. 2011)   Forlag: Orion Books

Bogen Attachments modtog jeg, da jeg deltog i Michelles sommerbyttebogsprojekt, #ViLæserSommerbøger. Det var Michelle selv, der udvalgte Attachments til mig, som den perfekte sommerbog, og med sådan en anbefaling, glædede jeg mig ekstra meget til at læse den. Man må sige, at hun har ramt plet, både hvad angår min smag og sommerstemning, for hvad er bedre at læse om sommeren end let og underholdende chick-lit? Denne er nemlig både sød, sjov og perfekt til sommer.

Det er en lidt anderledes form for chick-lit end jeg er vant til at læse, da denne er fortalt fra en fyrs perspektiv. Lincoln er en ensom computernørd, som stadig bor hjemme hos sin mor. På jobbet har han til opgave at holde styr på, at de andre medarbejdere opfører sig ordentligt online, og han skal derfor bl.a. læse deres e-mails. Især e-mail udvekslingen mellem Jennifer og Beth fanger hans opmærksomhed, og han læser ivrigt deres private korrespondancer. Derigennem føler han, at han kommer til at kende dem personligt, og han forelsker sig endda i den ene af dem. Men er det muligt at finde ægte kærlighed på skrift? Det er et interessant spørgsmål, som bogen stiller.

Fortællingen skifter mellem Jennifer og Beths samtaler i emailform, og Lincoln som fortæller, hvilket giver et indblik i deres liv på vidt forskellige måder, som alle siger overraskende meget om deres personligheder. Man føler ret hurtigt at man kender dem, hvilket også er Lincolns pointe – han føler, at han kender dem gennem deres mails, selvom de ikke aner, at han eksisterer, og ubevidst deler deres mest private tanker med ham.

Bogen foregår i 1999. Den giver lidt samme 90’er nostalgiske følelse som You’ve Got Mail, en af de ultimativt bedste 90’er film, hvor hovedpersonerne også forelsker sig over mail – men der er det dog gennem mails, som de sender til hinanden. I Attachments er det Lincoln, der forelsker sig ud fra mails, som ikke engang er til ham, hvilket unægtelig gør det hele en kende mere kompliceret.

Grænsen mellem at være en creepy stalker, der invaderer folks privatliv, og på at være en ensom stakkel, er lidt svær at definere i denne bog. Man får lidt ondt af Lincoln, som egentlig bare er en introvert enspænder, men i virkeligheden en rigtig god fyr, om end genert.

Det at Lincoln forelsker sig gennem emails, viser hvor stor en magt ord har. Hvad vi vælger at skrive om, vores bekymringer og hverdagssamtaler, siger nok i virkeligheden en del mere om os som personer og om vores personlighed, hvilket Rainbow Rowell viser med denne bog, hvori ord danner så tydeligt et billede af en ukendt person, at det gør det muligt at forelske sig i vedkommende.

Med sin sædvanlige quirky humor, har Rainbow Rowell her skrevet en lidt atypisk kærlighedshistorie. Det er virkelig en feelgood bog, der samtidig stiller sig kritisk overfor andres forventninger. Det skal handle om, hvad der gør DIG lykkelig. Lincoln har masser af tid og penge, men har ikke fundet kærligheden. Hans søster har travlt med at fortælle ham, at han lever sit liv forkert. Men der er ingen opskrift på lykke, den er individuel, og Lincoln holder heldigvis fast i hvem han er, og beviser, at man ikke skal lade andre dømme en på, hvordan man vælger at leve sit liv.


Jeg kan helt sikkert anbefale at læse Attachments, både hvis man i forvejen er Rainbow Rowell fan, men også hvis det er første gang man stifter bekendtskab med hende. Det er en virkelig skøn bog!

mandag den 19. september 2016

Nye bøger #15: Flere irske bogkøb



Her får I endnu en bookhaul fra Irland. Det er lige den form for indlæg jeg kan overskue pt. Jeg laver også andet end at shoppe bøger, men jeg har så travlt, at jeg kun får læst meget lidt, som ikke er til studiet. Deraf mangel på anmeldelser her på bloggen, men jeg har et par stykker in the making, som jeg gerne snart skulle få klar til at poste.

Tilbage til min bogstak. Som jeg nævnte i min sidste bookhaul, er der fantastiske muligheder for at købe billige bøger herovre, så det kan jeg selvfølgelig ikke helt lade være med. Den sidste uges tid har disse bøger derfor fundet vej til mine hylder:

Pocket Irish Legends er fra samme serie som den Pocket Irish History jeg viste frem sidst. Jeg planlægger at læse begge, mens jeg er her i Irland.

A Whole New World af Liz Braswell har jeg sukket efter virkelig længe. Det er en genfortælling af Disneys Aladdin, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse den. Den er en del af Disneys ATwisted Tale serie, som genfortæller de velkendte eventyr med et twist. På forsiden af A Whole New World står der ”What if Aladdin had never found the lamp?” hvilket absolut lyder interessant!

The Death and Life of Charlie St. Cloud af Ben Sherwood lyder som en rørende fortælling om en dreng, der mister sin bror, men finder ud af, at han som den eneste stadig kan se ham og tale med ham. Derfor bliver det naturligvis svært for ham at komme videre efter tabet og sorgen. Jeg forestiller mig, at man får brug for kleenex til den her.

Love Letters of the Great War, redigeret af Mandy Kirkby, er som titlen fortæller, en samling kærlighedsbreve sendt under første verdenskrig.

One Crow Alone af S. D. Crockett er en dystopisk ungdomsbog, som lyder helt vildt interessant. Det er dog åbenbart en 0.5 til bogen After the Snow, hvilket jeg ikke vidste, da jeg købte den, men måske gør det ikke noget, for idéen med en 0.5 er vel, at den læses inden den egentlige historie?

Frog Music af Emma Donahue skulle være en blanding af historisk fiktion, krimi og burlesque i 1870ernes San Francisco. Den lyder i hvert fald spændende.


Har I købt nogle spændende bøger på det seneste, eller måske læst nogle af dem, jeg har købt? :)  






søndag den 11. september 2016

Nye bøger #14: Den første uges tid i Irland...


Nu har jeg efterhånden allerede opholdt mig i Irland i 11 dage, og det går ganske fint. Undervisningen er endnu ikke gået i gang, så jeg har haft masser af tid til at opleve både Cork, Kinsale og Cobh, og selvfølgelig shoppe (ahem…)

Især Cork byder på masser af shoppingmuligheder for en bognørd som mig. Penneys, som Primark af copyright årsager hedder herovre, har masser af Harry Potter og Disney items, så jeg har købt rigeligt nattøj, hjemmesko og t-shirts. Waterstones boghandlen behøver ikke nærmere introduktion, de fleste kender den nok i forvejen fra London, og afdelingen her i Cork skuffer bestemt ikke. Derudover er jeg stødt på nogle utroligt gode bogtilbud på steder, hvor jeg slet ikke havde forventet det. I kæden Dealz, hvor alle varer koster sølle €1.5, har de også et fint lille udvalg af bøger, med både kendte og ukendte titler. Kæden Porter, der mest af alt minder om en lufthavnskiosk med magaziner, aviser og bøger, har også fantastiske tilbud på bøger til næsten ingen penge. Derfor er jeg allerede, på ganske kort tid, endt ud med en imponerende stak bøger. Heldigvis er min kuffertplads denne gang ikke helt så kritisk som da jeg skulle hjem fra Seattle (3 kufferter og 2 stykker håndbagage var lidt af et mareridt), da jeg planlægger at tage et smut hjem til Danmark inden længe og dermed kan smide nogle ting af der, samt får besøg af søde mennesker, som kan have lidt med hjem i kufferten for mig, så indtil videre køber jeg løs af spændende og billige bøger :)

Very Good Lives af J. K. Rowling har jeg ønsket mig længe, og har faktisk allerede læst den lille, inspirerende tale. Jeg var vild med både illustrationerne og Rowlings rammende ord. The World According to Anna af Jostein Gaarder havde jeg egentlig først ladet blikket glide forbi, men bestemte mig alligevel for at kigge nærmere på den. Jeg har Sofies verden af samme forfatter stående hjemme, men har aldrig fået den læst, men både forside og bagsidetekst på The World According to Anna lyder lovende; en filosofisk YA-fantasy om Anna, der modtager beskeder fra år 2082. Maddigan’s Fantasia af Margaret Mahy var en af de bøger, jeg fandt til sølle €1.5. Jeg har aldrig før hørt om den, men den ser så fantastisk eventyrlig ud, og forsiden proklamerer, at den nu er en succesfuld BBC TV-serie, så det kan vel ikke gå helt galt, tænker jeg. Der er tidsrejser, sci-fi og magi, og bogen i sig selv er noget af det flotteste, jeg længe har set.

Ireland 366 af Frank Hopkins er en samling af sære og mystiske historier, taget ud af irske aviser gennem flere hundrede år, en til hver dag i året. Det bliver derfor en samling af Irlands mærkværdige og glemte historier. Det jeg har læst indtil videre er lidt underligt og fragmenteret og ofte ude af kontekst, så jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om bogen. Men jeg syntes, at den kunne være sjov at læse, mens jeg nu engang befinder mig i Irland. Det samme tænkte jeg om A Pocket History of Ireland, som jeg endnu ikke er begyndt på, men har bladret lidt sporadisk i. Den indeholder lidt mere velkendt og faktuel irsk historie, med billeder og illustrationer, så den tror jeg, at jeg får meget glæde af.
Vortex af Julie Cross er egentlig fortsættelsen til Tempest, som jeg hverken ejer eller har læst, men hardbackudgaven fandt jeg ligeledes til kun €1.5, så jeg tænker, at jeg nok kan opstøve Tempest andetsteds, og læse dem sammen.

I Waterstones havde de tilbud, buy one and get one half off. Jeg købte After You af Jojo Moyes, som jeg ellers havde tøvet med at anskaffe mig, men har haft lyst til at læse, siden jeg så Me Before You filmen. Til halv pris fik jeg så The Thousandth Floor af Katherine McGee, som det virker til, at alle snakker om på BookTube lige for tiden, så den læser jeg nok snart. Det er noget futuristisk YA, om et tusind etager højt højhus i fremtidens Manhattan, hvor der sker noget mystisk, og der så er en masse drama. Spændende! Uprooted af Naomi Novik startede jeg på som lydbog engang i løbet af sommeren, men den blev ved med at crashe app’en, så jeg fik aldrig gjort den færdig. Nu har jeg så købt den, så jeg endelig kan finde ud af, hvordan det hele ender.

True Grit af Charles Portis kender jeg ikke det store til, udover at den er filmatiseret og skulle være en western classic om en pige, der tager afsted for at hævne sin fars død. Mr. Fox af Helen Oyeyemi købte jeg, da jeg genkendte forfatterens navn og den lød interessant på bagsideteksten, og skulle være en form for magisk realisme. Begge bøger fandt jeg til €1.5 og kunne ikke lade dem stå. Jeg forudser en del lignende bogkøb i nærmeste fremtid, men jeg klager bestemt ikke.


Har du gjort nogle gode bogkøb for nylig, så fortæl endelig om dem i en kommentar :) 





søndag den 4. september 2016

"A Walk to Remember" af Nicholas Sparks


Titel: A Walk to Remember   Forfatter: Nicholas Sparks   Udgivelsesår: 1999   Forlag: Grand Central Publishing

A Walk to Remember handler om teenagerne Jamie og Landon, der forelsker sig, men rives fra hinanden af ulykkelige omstændigheder. Det er dog ikke en bog om ulykkelig kærlighed, for den tid de har sammen er trods alt lykkelig. Det er en bog om at få det bedste ud af tilværelsen, og en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er.

Beskrivelserne af omgivelserne, menneskene og livet i North Carolina er noget af det, jeg altid har holdt mest af ved Nicholas Sparks’ bøger og film. Atmosfæren og stemningen er helt speciel, og alt emmer af sydstatsfeeling. Det er også vigtigt i forhold til at forstå karaktererne, som ofte er en smule konservative og dybt religiøse, ligesom Jamie og hendes far er i denne bog.

Historierne tager også ofte udgangspunkt i lokalsamfund og de relationer der findes der, og Beaufort er ingen undtagelse. Hovedparten af handlingen foregår i året 1958, hvor Landon og Jamie begge er 17 år gamle. Fortællingen er 57-årige Landons erindringer om det år, han fik lov at opleve med Jamie, som for altid ændrede hans liv. Jamie er datter af byens præst, mens Landon anses for at være lidt af en rod, der hænger ud på kirkegården om natten.

På et tidspunkt i bogen bliver det beskrevet, hvordan folk i byen taler om, at hvis flere mennesker var som Jamie Sullivan, ville verden være et bedre sted. Og jeg tror, at de har ret. Hun er helt igennem et sødt og godt menneske. Man kan have nok så mange meninger om religion, men budskabet om næstekærlighed er virkelig universelt og smukt.

Historien er utroligt rørende. Man synes, at man har set det så ofte før – good girl møder bad guy og kærlighed opstår. Modsætninger mødes, men her er det for en gangs skyld ikke på en kliché eller stereotyp måde, og kærlighedshistorien bliver heller aldrig hverken urealistisk eller for meget, hvilket jeg tror, er grunden til, at den rammer så hårdt. De fleste kender sikkert historien fra filmen, så uden at spoile noget, kan jeg nok godt afsløre, at jeg hulkede mig igennem sidste del af bogen, for selvom jeg godt vidste, hvad der ville ske, har Nicholas Sparks udtrykt Jamies og Landons tanker og følelser på en måde, så det ikke kan undgå at flå ens hjerte i tusind stykker, når man læser det.

Jeg læste bogen på et par timer, og havde svært ved at lægge den fra mig. Selvom jeg i store træk allerede kendte historien fra filmen, er bogen alligevel markant anderledes, og det var som at læse en helt anden historie. Man skal altså ikke lade sig stoppe af at have set filmen, for den er på mange måder ændret og tilpasset nutiden, hvorimod bogen foregår i en helt anden tidsperiode og bærer præg heraf. Jeg vil ikke sige, at bogen er bedre end filmen, for de fungerer fantastisk på hver deres måde, men hvis man elsker filmen, må man ikke snyde sig selv for læseoplevelsen!


Jeg tror faktisk, at dette er den bedste Nicholas Sparks bog jeg har læst indtil videre, og jeg glæder mig til at læse endnu flere af hans bøger.