mandag den 30. maj 2016

"Verdens heldigste kvinde" af Jessica Knoll


Titel: Verdens heldigste kvinde (org. Luckiest Girl Alive)   Forfatter: Jessica Knoll   Udgivelsesår: 2016 (org. 2015)   Forlag: Politikens Forlag
Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Bogen handler om Ani, som gennem massiv selviscenesættelse udadtil har det perfekte liv, det perfekte job og den perfekte forlovede. Alt er dog langt fra som det ser ud, og som det typisk forholder sig indenfor domestic noir genren, gemmer der sig masser af mysterier og hemmeligheder om hendes fortid under overfladen.

Gennem Anis tanker gør bogen på mange måder op med den stereotype forestilling om den perfekte, succesfulde og heldige kvinde. Der er ikke noget heldigt over Ani – hun har arbejdet benhårdt og ofret sig for alt hvad hun har, og som andre fejlagtigt tror, at de ønsker sig. De færreste ville nok ønske sig Anis fortid eller liv hvis de vidste hvad det i virkeligheden koster, både materialistisk og personligt. Bogen piller det perfekte liv fuldstændigt fra hinanden, stykke for pinefulde stykke, men det er sært fascinerende, og man får det pludseligt lidt bedre med sit eget, i sammenligning, kedelige og middelmådige liv.

Ani er ikke specielt sympatisk, men interessant. Hun er kynisk, beregnende og manipulerende, og jeg brød mig ikke så meget om hende, men det tror jeg egentlig heller ikke at det er meningen, at man skal. Langsomt voksede hun dog på mig, ved ganske små ting, handlinger, observationer og tanker hun gør sig om verden og ikke mindst andre mennesker. Hendes opførsel er en forsvarsmekanisme mod andre menneskers afstumpede opførsel, som hun alt for ofte har været vidne til. Det er blevet en måde for hende at overleve på.

Der hintes helt fra start til, at alt nok ikke er helt som det skal være, men at der lurer noget under overfladen. Jeg blev straks nysgerrig efter at finde ud af, hvad det kunne være. Tilsyneladende ved alle omkring Ani, også fremmede, hvad der er sket, men vi som læsere får det kun serveret i små bidder og glimt. Der er flashbacks til hendes fortid, og hendes livshistorie er både spændende og medrivende. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle forvente, men den drejning bogen tog, havde jeg absolut ikke set komme, og jeg blev faktisk først lidt skuffet over, at det var dén afsløring jeg havde ventet på. Jeg synes ikke helt, at det var det, bogen havde lagt op til. Det begyndte dog at give mere mening, efterhånden som flere detaljer blev tilføjet, og til sidst fungerede det fint. Vi genoplever de sidste dele af historien sammen med Ani, da hun vender tilbage til stedet, der spøger i hendes erindring, og alt falder efterhånden på plads.

Det jeg havde det sværest med, var den offerrolle begivenhederne pludselig sætter Ani i, hvor jeg hele tiden havde svært ved at regne ud, om jeg skulle have ondt af hende, fordi hun efter alt hvad hun har været igennem stadig ikke er lykkelig, eller beundre hende, for alt det hun trods alt har opnået. Der er ingen tvivl om, at hun er en stærk kvindelig hovedperson, om end hendes metoder er tvivlsomme, og hun nok ikke er nogen ideel rollemodel. Hun viser dog i hvor høj grad man selv kan være herre over, hvordan andre opfatter én og at man til hver en tid kan genopfinde sig selv – indtil fortiden indhenter én, og det gør den før eller siden.

Selvom bogen var virkelig spændende og medrivende, synes jeg, at den ændrede sig for drastisk i forhold til dens udgangspunkt. Den startede som en slags mystisk chick-lit og endte næsten i en form for psykologisk krimi. Jeg savnede måske også mere nutidsdrama og ikke kun fortidsdrama. Jeg var alligevel fanget og underholdt hele vejen igennem, så den fungerede overordnet set ganske godt.  


Den bliver filmatiseret af Reese Witherspoon, og det tror jeg virkelig, at den egner sig godt til. Jeg glæder mig i hvert fald til filmatiseringen, og kan bestemt anbefale at læse bogen inden!

tirsdag den 24. maj 2016

"The Gathering of Shadows" by J. D. Netto (The Whispers of the Fallen #3)


Title: The Gathering of Shadows (The Whispers of the Fallen #3)   Author: J. D. Netto   Year of publication: 2015   Publisher: Untreed Reads Publishing

This e-book was kindly provided by the author for review

SCROLL DOWN FOR DANISH VERSION

I have been looking forward to reading this third book in The Whispers of the Fallen series for a long time, since I really enjoyed the first two books, The Whispers of the Fallen and Rebellion.

The adventure continues for Isaac and his companions on their quest of keeping the rest of the books safe from Lucifer, while attempting to rescue their captive friends, as well as getting used to new abilities and the threat of gathering armies.

It’s great dark fantasy. I loved revisiting the world J. D. Netto has created. As always, the plot is fast paced, filled with action and battles; there’s never a dull moment. The story draws you in and doesn’t let go until the very last page, which leaves you wanting more. Dangers lurk everywhere, nowhere is really safe and there’s a constant atmosphere of doom in this unique universe inhabited by fantastical creatures. It’s complex, extremely detailed and filled with mysteries waiting to be uncovered, which is exactly what Isaac and his companions are attempting to do, to find a way to defeat Lucifer and the darkness and despair.

The story revolves around the dilemma of choosing the right path or give in to temptation, when the wrong path seems to be the easier choice. The importance of fighting for what you believe in and for what is true. It’s very much about courage and justice, friendship, love, loyalty, and trust.

The imagination of the author is impressive, but at times it feels like the world is almost expanding too much, too quickly for me to follow every new place, creature or character introduced, which I also experienced some difficulty with in the previous books. However, the recurring main characters really grew on me in the course of this book. Perhaps it’s because I’m much more invested in the characters, the universe and the quest after having read three books, but I think The Gathering of Shadows is the best book in The Whispers of the Fallen series so far. I’m excited to see what the future brings for this series.



Danish version:

E-bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Jeg har længe glædet mig til at læse tredje bog i The Whispers of the Fallen serien, for jeg nød at læse de to foregående bøger, The Whispers of the Fallen og Rebellion.

Eventyret fortsætter for Isaac og hans følgesvende. De forsøger fortsat at holde de resterende bøger skjult for Lucifer, samtidig med at de skal redde deres tilfangetagne venner. Der er også nye evner at tage højde for, samt den allestedsnærværende trussel fra de hære, der samler sig rundt omkring i riget.

Det er meget mørk fantasy. Jeg nød endnu en gang at træde ind i det univers, som J- D. Netto har skabt. Som altid har plottet et tempo, der næsten gør én forpustet, fyldt med action og kampscener, og man keder sig ikke et øjeblik. Historien fanger dig ind og giver ikke slip før den allersidste side, som efterlader dig med et ønske om at læse mere. Farer lurer alle steder, intet er sikkert og der er en konstant dommedagsatmosfære i dette unikke univers, beboet af fantastiske skabninger. Det er komplekst, ekstremt detaljeret og fyldt med mysterier, der bare venter på at blive løst, hvilket er præcis hvad Isaac og hans følgesvende forsøger at gøre, for at finde en måde at bekæmpe Lucifer, mørket og fortvivlelsen.

Historien kredser om dilemmaet mellem at gøre det rigtige eller overgive sig til fristelsen, når det forkerte virker som det letteste valg. Vigtigheden af at kæmpe for det man tror på og at træffe de rigtige valg. Det handler også i høj grad om mod og retfærdighed, venskab, kærlighed, loyalitet og at turde stole på andre.


Forfatterens fantasi er imponerende, men indimellem føles det næsten som om, at universet udvider sig for hurtigt til, at jeg rigtigt kan følge med. Jeg har, som i de foregående bøger, en smule svært ved at holde styr på hvert eneste nye sted, væsen eller person der bliver introduceret. Til gengæld voksede de tilbagevendende hovedpersoner på mig, da jeg læste denne bog. Måske er det fordi jeg nu har fulgt dem i tre bøger og er blevet bedre bekendt med universet og personerne, men jeg synes, at The Gathering of Shadows er den bedste bog i serien indtil videre, og jeg er spændt på hvad fremtiden vil bringe.

mandag den 23. maj 2016

"Bare en dag" af Gayle Forman


Titel: Bare en dag (org. Just One Day)   Forfatter: Gayle Forman   Udgivelsesår: 2016 (org. 2013)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Bare en dag er den perfekte contemporary sommerferiebog om rejser, identitet, kærlighed, forelskelse og impulsivitet – alle de elementer, som udgør en perfekt sommer og der er virkelig sommerstemning for alle pengene.

Bogen handler om Allyson. Hun har altid været en god og pligtopfyldende pige, som er både klog og dygtig, og følger reglerne hjemme i USA. Alt er skemalagt, ordenligt og langt hen ad vejen styret af hendes mor. I studentergave får hun en rejse til Europa af sine forældre, som også forløber ganske pænt og gnidningsfrit, indtil de sidste dage af turen, hvor hun for alvor slår sig løs og gør oprør mod den person hun altid har været, og som hendes forældre altid har forventet, at hun skulle være.

Hun tager til Paris, meget impulsivt, bare for en dag, med hollandske Willem, som hun lige har mødt, hvilket er helt ude af hendes comfort zone. Willem er hendes modsætning, impulsiv og vild, hvilket på mange punkter er rigtig sundt for hende.

Bogen giver en næsten ustyrlig rejselyst med sine beskrivelser af de forskellige steder og oplevelser – især Paris. Den er fyldt med små finurlige detaljer og oplevelser som forvandles til minder for livet. Endagsturen til Paris ender dog langt fra, som Allyson havde håbet, da hun vågner op, uden nogen spor af Willem. Hun vender tilbage til USA og starter på college, men kan ikke glemme den ene dag i Paris. Hun trives ikke og har svært ved at finde ud af, hvem hun er. Hun er ikke tilfreds med sit liv, men i stedet for at gøre noget ved det, er hun endt i en form for passiv dvale tilstand, en form for depression. Det meste af hendes liv har været kontrolleret af andres forventninger, især hendes forældres, og hun har aldrig sagt fra, eller tænkt over hvad hun egentlig selv vil – undtagen den ene dag i Paris, hvilket er derfor den har haft så stor en effekt på hende og får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele hendes liv og identitet.

Heldigvis begynder tingene at lysne, da hun kommer på et helt specielt Shakespeare hold på college og får venner og mod på at bryde ud af den rolle, hun har spillet hele sit liv. Midt i håbløsheden er der alligevel håb, hvilket er utroligt opløftende at læse om. Hun beslutter sig for at følge de få spor hun har, og tage til Europa på endnu et eventyr, denne gang for at finde Willem.

Jeg kan på mange punkter relatere til Allyson som den pæne pige, der næsten er for høflig og pligtopfyldende, og som tænker for meget, men gemmer på en brændende eventyrlyst under overfladen. Jeg kunne se meget af mig selv i Allyson, hvilket gjorde, at bogen kom meget tættere på. Jeg fløj igennem siderne, og det hele gav virkelig god mening. Der er masser af livsfilosofi gemt i bogens sider, og Allysons eventyr og tanker er inspirerende. Den gav mig også lyst til at læse Shakespeare, da der overalt er referencer til hans værker, og samtidig lyst til at rejse hele Europa rundt med alle de fantastiske kulturelle iagttagelser og detaljer.


Det er en virkelig god bog til folk, som måske har lidt svært ved at finde ud af præcis hvem de er, og hvor de passer ind i verden; det er de absolut ikke alene om, hvilket bogen tydeligt viser, og det er et vigtigt budskab. Derudover er Bare en dag en virkelig sød og livsbekræftende sommerbog, som jeg varmt kan anbefale! Jeg glæder mig helt vildt til at læse fortsættelsen!

torsdag den 19. maj 2016

"Dronningen af Tearling" af Erika Johansen


Titel: Dronningen af Tearling (org. The Queen of the Tearling)   Forfatter: Erika Johansen   Udgivelsesår: 2016 (org. 2014)   Forlag: People’s Press
Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press

Jeg havde tårnhøje forventninger til Dronningen af Tearling, både fordi den har været virkelig hypet på de sociale medier, men også fordi selveste Emma Watson anbefaler den – så kan det jo næsten kun være godt. Jeg blev bestemt ikke skuffet, nærmere blæst bagover, da mine forventninger blev indfriet og jeg blev sendt ud på et fantastisk læseeventyr.

Bogens udseende fortjener også et ord med på vejen inden den egentlige anmeldelse – det er muligvis den flotteste bog, der er udgivet indtil videre i år, og er virkelig bogskønhed, når det er bedst. Det skruede forventningerne til indholdet endnu længere op, men passer så godt til historien og stemningen.

Historien fangede mig som læser og min nysgerrighed lige fra start, og gav mig lyst til at læse videre og lære mere om Tearling-universet og Kelsea. Selv nu, efter sidste side er vendt, kan jeg næsten ikke vente med at få fat i efterfølgeren.

Bogen handler om Kelsea, en 19 årig pige, som er opvokset langt fra sit kongerige, for at være i sikkerhed fra alle dem, som vil hende til livs. Pludselig skal hun forholde sig til at være dronning, med alt hvad der følger af magt, rejser og hemmeligheder. Samtidig skal hun finde ud af hvem hun er, opsnuse detaljer fra sin fortid, og gennemskue hvem hun kan stole på. Både Den Røde Dronning, hendes onkel, og andre trusler lurer.

Det er et spændende og helt fantastisk eventyr. Der er ikke action på hver eneste side, men man holdes alligevel tryllebundet af det strategiske magtspil og politikken og de korte glimt af Kelseas og Tearlings historie.

På bogens bagside kalder en anmelder bogen for en blanding af Hunger Games og Game of Thrones, hvilket jeg synes, er en meget dækkende beskrivelse, som rammer stemningen i bogen og genren virkelig godt. Det er en blanding af fantasy og dystopi, både Young Adult, men samtidig også til en lidt ældre målgruppe, hvilket afspejles i både sprog og handling.

Det er skønt med en så utroligt selvstændig og sej hovedperson, som virker meget moden og intelligent, tager sine egne beslutninger, men samtidig også står til ansvar for konsekvenserne. Kelseas fokus på retfærdighed og menneskerettigheder er utroligt vigtigt, mens hun udforsker sine evner som leder og den magi hun og den magiske safir om hendes hals besidder. Hendes kærlighed til bøger og vigtigheden af litteratur understreges af manglen på samme i det dystopiske samfund, og gør hende til en endnu mere relaterbar karakter.

Det er hjerteskærende at læse om undertrykkelsen af befolkningen, som led i et korrupt politisk system og magtspil. Til gengæld er det opløftende at læse om, hvordan hun som landets nye dronning forsøger at redde befolkningen fra sult og undertrykkelse. I det hele taget er det virkelig interessant at læse om samfundsforholdene i det dystopiske samfund, som bogen skildrer. Jeg savner næsten endnu mere baggrundshistorie og flere detaljer. Det er vores samfund, et sted ude i fremtiden, men der er sket noget, som indtil videre kun omtales som Udvandringen, som har sat verden tilbage til en form for middelalderlig tilstand, hvor det meste teknologi og videnskab er gået tabt. Det er lidt uklart hvad der præcis er sket med vores verden, men det virker til, at Kelsea er lige så uvidende som læseren, og man får brudstykker af puslespillet i takt med, at hun ligeledes bliver informeret. Svar på disse spørgsmål er noget af det, jeg glæder mig mest til ved at læse videre i serien.


Dronningen af Tearling er en fantastisk fortælling, som kombinerer mange af mine yndlingselementer på bedste vis. Jeg slugte bogen og vil så uendeligt gerne have mere. Jeg kan næsten ikke vente med at læse næste bog i serien, eller at se filmatiseringen med Emma Watson i hovedrollen. Det kan næsten kun blive godt med så lovende en start, som denne bog er!

onsdag den 18. maj 2016

"Rivalerne" af Alyson Noël


Titel: Rivalerne (org. Unrivaled)   Forfatter: Alyson Noël   Udgivelsesår: 2016   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Jeg var helt vildt spændt på at gå i gang med denne bog, da den virkede til at indeholde en masse mystik og drama. Det gør den også, men jeg havde alligevel forventet lidt mere af den slags. Bogen er første del af en trilogi, så det kan selvfølgelig nå at komme i de efterfølgende bøger, for denne er meget introducerende og mangler lidt mere gribende handling.

Den giver dog et interessant kig bag facaden i Hollywood, hvor ikke alt er helt så luksuriøst, glamourøst eller fantastisk, som det ofte ser ud på overfladen. Nedenunder foregår masser af lyssky ting i et miljø, hvor folk vil gøre hvad som helst for at komme frem i verden. Der er en del drama og intriger, som gør historien både spændende og underholdende, men jeg savnede at blive chokeret. Det er lidt som om, at al den drama der udspiller sig, er set før. Omdrejningspunktet er en konkurrence i Hollywoods glamourøse natklubmiljø. Der er næsten lidt reality show over det – deltagerne er de unge og smukke, hvilket naturligvis fører til den ene skandale efter den anden.

Bogens hovedpersoner er Layla, Tommy og Aster. De er meget forskellige personligheder, med forskellige drømme og ambitioner, men er alle tre med i konkurrencen om at blive den mest succesfulde natklubpromoter i Hollywood, som et led i hver deres vej mod toppen. Sideløbende følger vi også Madison, som allerede er slået igennem i Hollywood. Hendes forsøg på at skjule sin mørke fortid mislykkes dog, da hun pludselig forsvinder, og Layla, Tommy og Aster af forskellige grunde ser ud til at være indblandet.

Det hele bliver hurtigt meget overfladisk – både handlingen og personerne. Bogen var god, men desværre ikke fantastisk. Det er dog virkelig let og underholdende læsning, som man ikke behøver tænke så meget over. Bogen sætter ikke gang i de vilde følelser eller tanker, den rører ikke rigtigt noget, men den slags læsning har man også bare brug for indimellem, til at koble fuldstændig af. Den passer perfekt til sommer, strand og pool. Den minder lidt om Pretty Little Liars, både i opbygning og skrivestil, så fans af dén serie, vil helt sikkert også synes om Rivalerne.


Bogen endte selvfølgelig med lidt af en cliffhanger, og er første del af Beautiful Idols trilogien, så jeg kan ikke lade være med at læse videre og finde ud af, hvad det hele ender med!

tirsdag den 17. maj 2016

"Forbandede kærlighed" af Colleen Hoover


Titel: Forbandede kærlighed (org. Ugly Love)   Forfatter: Colleen Hoover   Udgivelsesår: 2016 (org. 2014)   Forlag: Lovebooks
Bogen er et anmeldereksemplar fra Lovebooks

Jeg har længe gerne villet læse noget af Colleen Hoover, da jeg har hørt så meget godt om hendes bøger. Jeg plejer generelt at være ret glad for den type bøger, som hun skriver, og denne var ingen undtagelse.

Jeg har læst bogen her i maj måned, hvor Lovebooks afholder en readalong under #forbandedekærlighed, hvor man kan følge med i andres læsning af bogen. Det gør det hele lidt hyggeligere, at have nogen at dele læseoplevelsen med, og det er skønt at se, hvad andre synes og hvilke passager i bogen de fremhæver. Du kan sagtens nå at være med endnu, så jeg kan kun anbefale at få anskaffet et eksemplar af bogen, for den er virkelig god. 

Forbandede kærlighed handler om Tate, som flytter ind hos sin bror Corbin i San Francisco, hvor hun helt fra start bliver draget af hans ven og nabo, Miles. Tiltrækningen synes at være gengældt, men det bliver dog hurtigt tydeligt, at Miles har en mørk og hemmelig fortid, som stadig hjemsøger ham og gør deres forhold meget kompliceret.

Jeg er vild med, at bogen ikke giver alt fra sig med det samme, men kun langsomt afslører hvad den skal, i det helt rette tempo, som gør den umulig at lægge fra sig. Den er lige tilpas pirrende, både med hensyn til udviklingen af deres forhold, men også den måde hvorpå vi løbende oplever Miles’ forhistorie sammen med ham, og får en forståelse for, hvordan han er blevet til den person, han er.

Tate virker utroligt sød, intelligent og nem at holde af. Og det er svært at lade være med at forelske sig bare en lille smule i Miles, for han er lidt af en drømmefyr – i hvert fald udadtil. Efterhånden som handlingen skrider frem, er det tydeligt, at der sker så meget mere bag facaden, og der var enkelte episoder, hvor jeg ikke brød mig om hans måde at handle på. Det bidrog dog helt sikkert til at gøre historien endnu mere interessant, og viser tydeligt, hvor ødelagt han er, på trods af, at han inderst inde dybest set er han en helt fantastisk fyr. Selvom forholdet mellem Miles og Tate i starten kun er bygget på sex, tager det ikke overhånd i forhold til fortællingen. Det fylder selvfølgelig meget, men det er stadig deres historie og følelser der er i fokus, og det kunne jeg rigtig godt lide.


Bogens to kærlighedshistorier rører en virkelig dybt. Man føler selv smerten dybt under læsningen og det er imponerende, hvor hjerteskærende en historie det er lykkedes Colleen Hoover at skabe, og hvor tydeligt hun viser, at kærlighed ikke altid er smuk, men at den kan være det, hvis man giver den lov. Da sidste side var vendt, krævede det en dyb indånding, men hvor er jeg glad for, at jeg har læst den. Den er både tragisk og fantastisk på samme tid, og det er den slags bog, som vil hjemsøge mig, og som jeg vil vende tilbage til. En varm anbefaling herfra.

fredag den 13. maj 2016

"Darkness Echoes" af L. A. Starkey, m. fl.


Titel: Darkness Echoes   Forfatter: L. A. Starkey, m.fl.   Udgivelsesår: 2015   Forlag: J. S. Marx Publishing
Til info er bogen er gratis til Kindle. Jeg var så heldig at vinde et eksemplar i paperback i en Goodreads giveaway.

SCROLL DOWN FOR ENGLISH VERSION

Dette er en dyster Young Adult novellesamling, bestående af seks noveller skrevet af seks forskellige forfattere.

’Til Death Do Us Part’ af L. A. Starkley er den første historie. Det er en creepy og mystisk teenage love story, som er en både spændende og snigende uhyggelig spøgelseshistorie, om at turde være sig selv, uanset om det bliver anset for at være cool eller ej. Den handler om Jen, som udefra er den typiske populære pige, men i virkeligheden interesserer hun sig mere for gys og det paranormale, og er hemmeligt forelsket i sin nørdede ven Zack. Hun får ham overtalt til at tage med i byens hjemsøgte sindssygehospital. Men det er som om, der hele tiden er noget, som ikke stemmer…

’Witch Moth’ af Kelly Hall handler om Kitty, som føler sig forrådt, da hendes crush vælger veninden Jenny frem for hende. Hun møder dog hurtigt den mystiske Dominic og hans søster Dahlia. Historien handler om hekse og kærlighed, forbandelse og venskab. Den var fin, men slutningen virkede lidt forhastet, som om der bare skulle findes på noget, hvilket var ærgerligt, for historien havde ellers potentiale.

’The Coming of the Skin Walker’ af D. E. L. Connor handler om indianerne Walking Bear og Nine Fingers, som redder pigen Lina fra en Skin Walker. Denne historie var meget stemningsfuldt skrevet. Den var dog også en smule forvirrende, men om det er fordi, at  jeg ikke har så stort et kendskab til indianske myter og historiefortælling, skal jeg ikke kunne sige.

”Lantern” af Chess Desalls handler om Tori, som besøger sin bedstemors gamle hus. En aften da hun udforsker naturen omkring huset, farer hun vild, og står pludselig overfor en lanterne, som lyser helt af sig selv. Da hun fortæller sin bedstemor om den, viser det sig, at ingen nogensinde har fået lanternen til at lyse før. Stemningen er meget mystisk og eventyrlig og novellen virkede mere velskrevet og gennemarbejdet end de andre i samlingen. Selve historien var rigtig god og spændende, og jeg ville næsten have ønsket, at den var længere end bare en novelle. Dens længde efterlod ikke meget plads til en grundig og detaljeret baggrundshistorie, som jeg savnede.

”Cloak of Echoes” af CK Dawn handler om Emma, som har empatiske evner – hun føler meget stærkt hvad alle omkring hende føler. Den mystiske Mattox starter på hendes high school og derfra udfolder historien sig. Det er rigtig god, klassisk YA fantasy. Ligesom med ”Lantern” virker det univers forfatteren har skabt næsten for stort til kun at få plads i en short story. I begge er der potentiale til en hel bog eller serie. Flere af historierne i bogen virker netop som dele af et større univers, og det ser ud til, at der i hvert fald til ”Cloak of Echoes” faktisk er udgivet flere bøger i universet, som jeg gerne vil kigge nærmere på.

Den sidste historie er ”Hallowed Eve” af DB Nielsen, som handler om Evee. Det er en slags retelling eller historie bygget på legenden om Sleepy Hollow. Den er ganske spændende og interessant, og gav mig lyst til at læse den originale legende om Sleepy Hollow.

Mellem hver historie er der en lille præsentation af forfatteren og beskrivelser af deres andre bøger – det er rigtig fint til inspiration til fremtidig læsning, men virker også lidt som nem reklame… Jeg kunne godt lide historierne, men manglen på korrekturlæsning og redigering var et tilbagevendende irritationsmoment gennem meget af bogen, hvilket var virkelig ærgerligt og trækker ned på helhedsindtrykket. Kvalitetsmæssigt varierede historierne en del, hvilket er forventeligt ved denne slags samlinger, men generelt var jeg virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Mine favoritter er ”Lantern”, ”Cloak of Echoes” og ”Hallowed Eve”.


English version:

I received this book for free through Goodreads Giveaways

Just FYI, this book is free for Kindle. I was lucky enough to win the paperback edition through Goodreads!

This is a dark Young Adult short story collection, comprised of six short stories written by six different writers.

‘Til Death Do Us Part’ by L. A. Starkey is the first story. It’s a creepy and mysterious teenage love story; a thrilling ghost story about having the courage to be yourself, despite what other people might think. It’s about Jen, who from the outside is the typical popular girl, but she is really interested in horror and the paranormal. She is secretly in love with her nerdy friend Zack. She talks him into going to the town’s haunted asylum with her. But all along it’s like something is off…

‘Witch Moth’ by Kelly Hall is about Kitty, who feels betrayed when her crush chooses her best friend Jenny over her. But then she meets the mysterious Dominic and his sister Dahlia. The story is about witches and love, curses and friendship. The ending seemed a bit rushed, as though something just had to happen, which was a shame, since the story really had potential.

‘The Coming of the Skin Walker’ by D. E. L. Connor is about the Indians Walking Bear and Nine Fingers, who save the girl Lina from a Skin Walker. This story was very atmospheric and interesting. However, I found it rather confusing too. If that’s because of my lack of knowledge of traditional Indian folk lore and myths, I can’t say, but it got me intrigued nonetheless.

‘Lantern’ by Chess Desalls might actually be my favorite of the collection. It’s about Tori, who visits her grandmother’s old house. One night when she is exploring the grounds, she is lost and suddenly finds herself in front of the lantern, which glows all by itself. When she tells her grandmother about it, it turns out that no one else has ever seen the lantern light up. The atmosphere of the story is very atmospheric and mysterious, even fairy tale like. It also seemed a bit more well written and worked through than the other stories in the collection. The story itself was amazing and I kind of wish it was longer than just a short story, since the length did not leave much room for details and backstory, which I would have loved!

‘Cloak of Echoes’ by CK Dawn is about Emma, who has emphatic abilities. She feels very strongly what other people around her are feeling. The mysterious Mattox enters her life and from there, the story unfolds. It’s great, classic YA fantasy. As with ‘Lantern,’ the universe created by the author seems almost too big for just a short story, both have the potential to become an entire book or series. Many of the stories in this collection really seems to be parts of a larger universe, and it seems that at least ‘Cloak of Echoes’ has more books written in the same universe, which I would love to check out!

The last story is ‘Hallowed Eve’ by DB Nielsen, which is about Evee. It’s a sort of retelling or story based on the Legend of Sleepy Hollow. It was exciting and interesting, and made me want to read the original Legend of Sleepy Hollow as well.

Between the stories are small presentations of the authors and their other books, which is great for inspiration, but also seems a bit like easy advertising. I like the stories a lot, but the lack of proofreading and editing unfortunately is a reoccurring source of annoyance, and sort of drags down the overall experience a little bit. At least it’s an easy problem to fix!


Quality wise the stories varies, which is to be expected with collections of this sort, but overall I was greatly entertained throughout. My favorites are definitely ‘Lantern, ‘Cloak of Echoes’ and ‘Hallowed Eve’.

onsdag den 11. maj 2016

"Destin - Seerkrystallen" af Danny Biltoft Davidsen


Titel: Destin – Seerkrystallen   Forfatter: Danny Biltoft Davidsen   Udgivelsesår: 2016   Forlag: Forlaget mellemgaard
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Historien om Destin foregår flere tusinde år ude i fremtiden, i en verden, som virker meget fjern fra vores egen. Og så alligevel ikke. Denne verden viser tydeligt, hvordan menneskehedens grådighed har fået konsekvenser der rækker langt ud over tid og sted.

Destin føler sig fanget. Både fysisk og psykisk, af kuplen han lever under, men i lige så høj grad af samfundet han lever i. Han er på bunden af fødekæden, en forældreløs dreng, som sætter livet på spil for at samle den stjerneenergi, som samfundet er afhængig af. Han er både undværlig og uundværlig på samme tid.

Han og Maridel har altid passet på hinanden, og overlevet så godt de kunne. Da Maridel en dag kommer hjem med et mystisk skrin indeholdende en ædelsten, er der pludselig håb for en bedre tilværelse, men håbet slukkes dog hurtigt, da både Maridel og Destin bliver hvirvlet ind i noget, som er meget større og mere kompliceret end de kunne have forestillet sig. De bliver skilt fra hinanden, da Maridel bliver bortført og Destin ender på skibet ’Den Lovløse,’ fyldt med skattejægere, en slags rumpirater, som han bliver en del af og finder sin plads blandt. Kampen for overlevelse og jagten på Maridel og Seerkrystallen er dog først lige begyndt.

Der er action lige fra start, og man keder sig bestemt ikke. Verdensopbygningen er veludført, og skaber en spændende verden med en interessant baggrundshistorie, som jeg er nysgerrig efter at vide mere om.

Bogen er en god blanding af science fiction, lidt dystopi og et strejf af fantasy, hvilket fungerede virkelig godt. Den er velskrevet, sproget flyder let og jeg nød virkelig at læse den.


Bogen var virkelig underholdende, spændende og eventyrlig. Historien fortsættes, hvilket jeg slet ikke var forberedt på, og jeg glæder mig til at læse videre i serien!

onsdag den 4. maj 2016

"Eksperimentet" af Catrine Tollström


Titel: Eksperimentet   Forfatter: Catrine Tollström   Udgivelsesår: 2016 (org. 2015)   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Bagsideteksten beskriver bogen som ”En moderne Fluernes Herre,” hvilket straks fangede min interesse, og på en måde giver den simple sætning bogen en hel del at leve op til! Jeg havde derfor ret høje forventninger til denne psykologiske thriller, hvilket jeg synes, at den til dels levede op til.

Bogen handler om et reality show, optaget på en øde ø, som går frygteligt galt. Forbindelsen til omverdenen forsvinder, folk opfører sig sært og da en af dem bliver skudt og en anden forsvinder sporløst, går det for alvor op for dem, at noget er helt galt. TV-holdet og realitydeltagerne må sammen forsøge at finde ud af, hvad det er, der foregår på øen.

Man får et interessant indblik i arbejdet bag kameraet og kulisserne på reality-TV, og hvordan sådan en produktion egentlig foregår. I starten oplever vi for det meste alt gennem Åses øjne, men efterhånden skifter fortællervinklen mere og mere til de andre personer, så vi også får kendskab til nogle af deres tanker og følelser, hvilket styrker det psykologiske aspekt.

Forfatteren er uddannet indenfor psykologi, så basen er virkelig lagt for en historie med interessante karakterer og nuanceret adfærd. Det er dog indimellem som om, at karaktererne bliver mere psykologiske profiler end rigtige mennesker – der mangler på en måde noget personlighed, nogle handlinger og følelser, som ikke er taget direkte ud af en psykologibog. Hver karakter følger fra starten en forudbestemt bane, som opbygges yderligere i løbet af bogen og som de på intet tidspunkt viger fra. Personerne bliver på en måde forudsigelige, og med bare en lille smule kendskab til psykologi, bliver man ikke sønderligt overrasket over, hvordan de agerer og tænker, hvilket er ærgerligt, for hensigten med bogen har sandsynligvis været en chokeffekt, som desværre udebliver i kraft af karakterernes forudsigelighed. Dermed ikke sagt, at plottet er forudsigeligt - der er masser af wow-momenter i handlingen og twists, som er umulige at forudse.

Man kan hele tiden fornemme uhyggen og paranoiaen, der langsomt spreder sig, efterhånden som flere og flere mystiske og skræmmende hændelser sker. Ingen ved hvem de kan stole på, eller hvem der i virkeligheden er i stand til at slå ihjel. Historien er både nervepirrende og spændende.

Bogen er på mange punkter en kritik af reality-TV og selfie-kulturen, den evige jagt på lykke, anerkendelse og berømmelse. Men også så meget mere. Bogen stiller nogle virkelig interessante spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, og sætter rigtig mange tanker i gang om velfærd, lykke og medmenneskelighed, hvad man tager for givet, vigtigheden af at sætte pris på de små ting, at være til stede i nuet, osv.


Der er rigtig mange interessante aspekter i bogen, og den er også ganske underholdende, og især anbefalelsesværdig, hvis man har bare en lille smule interesse for psykologi.

søndag den 1. maj 2016

April Wrap-Up // Månedens læsning #10: April 2016


SCROLL DOWN FOR ENGLISH VERSION

April var en rigtig god måned, både personligt og læsemæssigt.

I starten af måneden kom jeg hjem efter en fantastisk ferie i New York og Washington D.C. og nye eventyr blev allerede planlagt, da jeg blev optaget på University College Cork i Irland, hvor jeg skal studere næste semester. Derfor er måneden gået med en masse papirarbejde i den forbindelse, studielæsning, familiesammenkomster, venindebesøg og selvfølgelig hyggelæsning.

Denne måned er det lykkedes mig at læse hele 12 bøger. Jeg prøvede lydbøger for første gang, og det viste sig at være en succes, i hvert fald de engelsksprogede af slagsen (er der nogen der ved, om det er muligt at sætte hastigheden på oplæseren op på eReolens lydbøger? På eReolen Global fungerer det glimrende med selv at bestemme hvor hurtigt der skal læses op, men jeg har ikke tålmodighed til de danske oplæsere!). Eftersom jeg nu kan lytte til bøger mens jeg kører i bus, vasker op, spiser, går tur, osv. er det lykkedes mig at lytte til 4 lydbøger denne måned. What Happened to Goodbye af Sarah Dessen, The Last Academy af Anne Applegate, The Rescue af Nicholas Sparks, og Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz.

I april kan man selvfølgelig ikke komme udenom den halvårlige begivenhed, Dewey's Readathon, som jeg deltog i. Det var et fantastisk hyggeligt læsedøgn, hvor det lykkedes mig at læse 3 bøger, som jeg virkelig havde glædet mig til at læse - The Phantom of the Opera af Gaston Leroux, Losing It af Cora Carmack, og Fairest of All af Serena Valentino.

Derudover læste jeg 3 anmeldereksemplarer, nemlig DU KAN! af Palle Diaz-Cordoves Sandager, Lykkeridder af Lars Damkjær, og den fantastiske Jeg er Pilgrim af Terry Hayes.

Til studiet læste jeg Erasure af Percival Everett og The Color Purple af Alice Walker. Begge skal jeg højst sandsynligt skrive eksamensopgave om, så jeg kommer nok til at læse det meste af dem igen.

Alt i alt var det en blandet læsemåned, men der var virkelig nogle gode bøger imellem!

Hvad har I læst i april? :)



English version:

April was a great month. I returned home after an amazing vacation in New York and Washington D.C. and got accepted into University College Cork in Ireland, where I'll be spending next semester.

I also 'discovered' audiobooks, so I managed to read a lot of books this month, 12 in total. The Dewey's Readathon of course also had something to do with it, where I managed to read 3 books (The Phantom of the Opera by Gaston Leroux, Losing It by Cora Carmack, and Fairest of All by Serena Valentino).

I listened to 4 audiobooks (What Happened to Goodbye by Sarah Dessen, The Last Academy by Anne Applegate, Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe by Benjamin Alire Sáenz, and The Rescue by Nicholas Sparks)

I read 3 review copies in Danish - DU KAN! by Palle Diaz-Cordoves Sandager, Lykkeridder by Lars Damkjær and the amazing I am Pilgrim by Terry Hayes.

For university I read Erasure by Percival Everett and The Color Purple by Alice Walker. I might be writing my exam on them, so I'm sure I'll be reading most of them again.

What did you read in April? :)