torsdag den 21. juli 2016

"Safirblå" af Kerstin Gier


Titel: Safirblå – kærlighed går gennem alle tider   Forfatter: Kerstin Gier   Udgivelsesår: 2016 (org. 2010)   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine

Safirblå er andet bind i trilogien om den tidsrejsende Gwendolyn. Jeg var ganske begejstret for starten på historien i første bog (min anmeldelse kan læses her) og har derfor glædet mig helt vildt til at starte på bog nummer to.

Efter første bogs cliffhanger, starter denne bog stort set hvor vi slap Gwendolyn og Gideoen, og meget af bogen handler om, hvordan deres forhold udvikler sig, samtidig med at mysteriet bliver mere kompliceret. Gideon er dog virkelig svær at blive klog på. Gwendolyn begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig er skurkene i alt det her og måske er det ikke helt så sort og hvidt, hvem der er de gode og de onde. Ingen vil fortælle hende noget, og de fortsætter konsekvent med at undervurdere hende og hendes evner. Derfor må hun selv i al hemmelighed begynde at undersøge, hvad der foregår og hvad hele mysteriet handler om. Hun accepterer ikke bare tingenes tilstand, men stiller sig kritisk overfor hele den gamle sammensværgelse.

Jeg elsker Gwendolyns lille nye sidekick, vandspyeren Xemerius. Han er et slags kattelignende dæmonspøgelse, som insisterer på at følge med hende og ender med at være en slags usynlig ven og kæledyr. Han er både sarkastisk og spydig, og opfører sig personlighedsmæssigt meget som en talende kat, hvilket jeg er helt vild med.

På grund af tidsrejseaspektet, er det muligt for forfatteren at lave nogle virkelig sjove og finurlige referencer til kendte personligheder og historiske begivenheder, som har levet og foregået for længe siden, men som på den måde næsten bliver en del af historien. Det er interessant med de små bidder af gammeldags etikette, normer, skikke og manerer, som Gwendolyn skal forsøge at lære, for at passe ind i det 18. århundredes London.

Tidsrejserne og personernes relationer er lidt indviklede, eftersom folk sagtens kan have kendt hinanden og udvekslet oplysninger på tværs af flere hundrede år og det er indimellem svært at holde styr på, hvordan det hele hænger sammen. Dette puslespil af ledetråde og detaljer er dog samtidig med til at holde bogen spændende.

Starten og et godt stykke ind i bogen er den meget forklarende og pædagogisk, med henvisninger til forrige bog, så man ligeså stille bliver sat ind i universet og begivenhederne igen. Noget af det er måske overflødigt, især hvis man lige har læst første bog og sagtens kan huske de her ting, men det er garanteret rart, hvis det er længe siden, og man har brug for at få det opfrisket.

Sproget er meget simpelt og det er, trods det lidt komplicerede tidsrejseaspekt, ganske letlæst fantasy. Tempoet er ikke så højt, og egentlig føler jeg, efter at have læst de to første bøger, at jeg mangler et eller andet. Jeg ved godt, at der kommer en afslutning på hele mysteriet i bog tre, men de to første bøger føles så korte, at historien næsten ikke er nået at komme ordentligt i gang, før den slutter. Det kan selvfølgelig også ses som noget positivt, at jeg vil have mere, men historien synes at have så meget potentiale, at jeg ikke føler, at det bliver udnyttet til fulde i så korte bøger. Det er som om historien stiller flere nye spørgsmål, end den besvarer. Det kan selvfølgelig være, at den sidste bog samler så perfekt op på alle de løse ender, at dette kritikpunkt bliver visket ud, men det må tiden vise.


Safirblå slutter selvfølgelig med endnu en cliffhanger, og jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, som jeg glæder mig til forhåbentligt at få svar på i næste bog. Jeg krydser i hvert fald fingre for et brag af en afslutning.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar