Titel:
Jagten på Harry Winston Forfatter: Lauren Weisberger Udgivelsesår:
2008 Forlag: Sommer & Sørensen (Borgens Forlag)
”En
lørdag aften efter alt for mange drinks indgår de tre veninder en pagt: På et
år skal de ændre deres liv radikalt. I løbet af det næste år skal Emmy have
affærer med en mand fra hvert kontinent, Adriana skal sikre sig en Harry
Winston-diamant og dermed en kommende ægtemand, og Leigh må finde ud af,
hvilken mand hun egentlig vil have. Klar? Parat? Start!”
Den startede lovende ud som klassisk chick-lit
med typiske, komisk uheldige og lettere neurotiske hovedpersoner. Den slags
bog, hvor man føler, at man kender personerne allerede efter ganske få siders
læsning. Personerne var stereotyper, men det føltes lidt som gensyn med gamle
veninder, om end en smule karikerede og til tider overdrevne. Vi følger deres glamourøse
liv på Manhattan, men samtidig meget normale problemstillinger omkring
kærlighed, forhold, livet sidst i tyverne, og den identitetskrise der nogle
gange følger med at runde en bestemt alder og indse, at man måske ikke er det
sted i livet man havde forventet. Det hele viste sig dog hurtigt at gå ned af
bakke.
Bogen har da sjove øjeblikke, men mest af alt
var det en kamp at komme igennem de knap 300 sider. Da jeg nåede til side 100,
overvejede jeg at give op. Jeg læste andre bøger samtidig. Min stædighed fik
mig til at læse videre, men den hang lidt som en tung sky over hovedet på mig.
Karaktererne virkede ligegyldige og nogle gange endda irriterende og
urealistiske. Jeg kunne ikke rigtigt relatere til dem eller deres liv, hvilket
var super ærgerligt. Der sker ikke det store i løbet af bogen, ikke noget
sindsoprivende spændende og når der endelig er passager med noget handling,
bliver det alt for hurtigt afløst af ligegyldig smalltalk fra forfatterens
side, så helhedsindtrykket kommer til at fremstå indholdsløst.
Bogen er ikke direkte elendig, bare lidt
kedelig og ligegyldig. Der er for meget klynk, brok og selvmedlidenhed. Personerne
og handlingen er dybt uinteressante og selvcentrerede. Det er også som om, at
pagten, som ellers skulle være omdrejningspunktet for hele bogen, lige så stille
bare glider ud i sandet, som om både forfatter og karakterer lige så stille
selv opgiver at føre idéen til ende…
”Det var
sgu morsomt når det var Renée Zellweger som spillede en sød, buttet pige som
kæmpede sig gennem en våd selvmedlidenhedsfest, men det var ikke så hysterisk
morsomt når man selv var den søde, buttede pige – okay, tynde, men ikke på den
lækre måde – og ens liv lige havde forvandlet sig til en chick flick.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar