lørdag den 14. oktober 2017

"Harry Potter og Fangen fra Azkaban - Illustreret af Jim Kay" af J. K. Rowling


Anmeldereksemplar
Titel: Harry Potter og Fangen fra Azkaban – Illustreret af Jim Kay   Forfatter: J. K. Rowling   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Jeg er som de fleste andre bogbloggere kæmpe fan af Harry Potter og alt hvad J. K. Rowling har skabt. Jeg har tidligere genlæst Harry Potter bøgerne et utal af gange, og er derfor i forvejen bekendt med historien, men det er faktisk første gang, at jeg oplever den i en illustreret udgave.

De fleste kender nok også historien i Fangen fra Azkaban i forvejen, men for lige kort at ridse op, omhandler den Harrys tredje år på Hogwarts. Den berygtede Sirius Black er flygtet fra troldmandsfængslet Azkaban, og alt tyder på, at han er ude efter Harry for at hævne, at han stoppede Voldemort. Selvfølgelig er det mere indviklet end som så, og Harry, Ron og Hermione må igennem mange magiske prøvelser for at komme til bunds i, hvad der foregår og hvordan det hele hænger sammen. Selvom det ikke er min favorit blandt Harry Potter bøgerne, var det som altid stadig en kæmpe fornøjelse at genlæse den, endnu mere denne gang pga. hele oplevelsen ved at den er illustreret, som virkelig giver meget til læseoplevelsen.

Jim Kay står bag de smukke illustrationer. Han har tidligere illustreret Patrick Ness’ bog Monster, som også er en af mine favoritbøger, og endnu en gang har han ramt plet. Han er nemlig også det perfekte match til at give nyt liv til Harry Potter universet.

Illustrationerne er farverige og detaljerede, utroligt stemningsfyldte og passer så godt til historien, mens de tilføjer et helt nyt lag og dimension til læseoplevelsen. Jeg ville gerne have set endnu flere illustrationer, end der var, men når det er eneste klagepunkt, må man sige, at han har gjort det godt. Jeg kan blive ved med at kigge på billederne og opdage nye, fine detaljer. Illustrationerne varierer i størrelse og går fra små billeder, til hel- og dobbeltsider, samt baggrundstapet for teksten flere steder, så selv hvor der ikke er deciderede illustrationer, sætter Jim Kay stadig sit præg på siderne. Det er virkelig smukt og gennemført, imponerende og fantasifuldt. Der er ingen tvivl om, at Jim Kay har været den helt rigtige til opgaven, for han er så talentfuld en illustrator, at han har fanget bogens stemning til perfektion i sine kunstværker. Jeg er vild med, at han ikke blot har valgt den lette løsning det kunne have været at lade alt se ud som man kender det fra filmatiseringerne. Han har derimod reimagined og sat sit eget personlige præg på, mens han holder sig trofast til bogens beskrivelser.


Disse nye illustrerede udgaver er et must i enhver Harry Potter samling, og de er fra nu af min foretrukne måde at genlæse Harry Potter bøgerne.




onsdag den 11. oktober 2017

"Under ensomme stjerner" af Kate Ling


Anmeldereksemplar
Titel: Under ensomme stjerner   Forfatter: Kate Ling   Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)   Forlag: Gads Forlag
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag

Under ensomme stjerner er første bog i en trilogi om hovedpersonen Serens liv som teenager på en flere hundrede år lang rummission. Det eneste liv hun kender til, er livet på rumskibet Ventura, hvor hun er født og vil komme til at tilbringe resten af livet under fuldstændigt kontrollerede forhold. Hun har ikke selv valgt det liv, men har på den anden side heller aldrig prøvet andet, så det er imponerende, at hun i den grad gør oprør mod det, som alle ombord tager for givet. Pludselig er det ikke længere nok for hende, hun vil have frihed og mere end det begrænsede liv hun lever.

Hele hendes verden udgøres af rumskibet og dets godt 2000 passagerer. Det er forudbestemt hvem hun skal giftes og have børn med, for at sikre den bedst mulige genetiske sammensætning og videreførelse af menneskeheden, hvor kærlighed ikke er en faktor overhovedet. Som 16-årig får hun at vide, hvem hun er tvunget til at leve sammen med resten af livet, og det er mildest talt et chok for hende.

Hun er stemplet som skør og mentalt ustabil, fordi hun stiller spørgsmålstegn ved samfundsordenen på rumskibet. For at samfundet på så afgrænset et sted kan fungere og overhovedet rent fysisk muliggøres, er der nødt til at være faste rammer og helt klare retningslinjer, som for hver en pris må overholdes for det fælles bedste, men Seren ønsker ikke at være en del af det, og gør nu hvad hun kan for at bryde ud af mønsteret, da hun ikke kan acceptere, at hun aldrig har fået et valg.

Hun møder tilfældigt den sjove og eventyrlystne Dom, som hun med det samme falder for. Han vil ligesom hende have mere end bare livet på rumskibet, men deres kærlighed er forbudt og umulig, og ender med at være et oprør i sig selv. Den repræsenterer det klassiske dilemma mellem pligt og følelser i et lille samfund, hvor diversitet ikke tolereres og alle skal være ens og makke ret.

Det er en storslået space-sci-fi-kærlighedshistorie. Teknologien og fremskridtet på rumskibet er imponerende og virker realistisk nok til måske at kunne udføres virkeligt engang i fremtiden, hvilket er både skræmmende og fascinerende og sætter tanker i gang om etikken og moralen ved hele dette forehavende. Livet på rumskibet er interessant og spændende at læse om og der er heldigvis en del detaljer om det og forhistorien flettet ind i selve historien.

Sproget er til tider lidt for teenageagtigt til min smag. Der er lidt for meget talesprog og fortælling frem for handling, med for mange fyldord og klodsede sætningskonstruktioner, men om det er meningen, fordi vi er i hovedet på en 16-årig, eller om det er noget, der er sket i oversættelsen, er jeg ikke sikker på, men jeg vil desværre ikke kalde den velskrevet rent sprogligt. Jeg kunne desuden godt savne, at tingene blev vist frem for fortalt, for Serens kommentarer er ofte unødvendige og fjerner lidt fokus fra det væsenlige, selvom man på den måde selvfølgelig er helt tæt på hende og hendes tanker.


Den forbudte og umulige kærlighedshistorie er utroligt gribende, hele setup’et med livet på et rumskib så langt fra jorden er fascinerende, og det er en god bog med en smuk historie. Slutningen er overraskende, og efterlader en med lyst til at læse videre med det samme, så bog to kan næsten ikke komme hurtigt nok.

tirsdag den 10. oktober 2017

"Kongens lænker" af Victoria Aveyard


Anmeldereksemplar
Titel: Kongens lænker (Rød dronning #3)   Forfatter: Victoria Aveyard   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Kongens lænker er tredje bog i Rød dronning serien, som hurtigt er blevet en af mine yndlingsserier. Hvis du endnu ikke har læst de to første bøger (som jeg har anmeldt her og her) så læs dem inden du læser denne anmeldelse for at undgå spoilers.

Mare ofrede sig i slutningen af Sværd af glas, og holdes nu fanget af Kong Maven, som bliver ved med at sprede sine løgne og sin ondskab ud i kongeriget til Sølverne. Den Højrøde Garde fortsætter sit oprør og forsøger at udtænke en flugtplan til Mare. Mavens ondskab når helt nye højder, og splittelsen truer med at ende i borgerkrig.

Der er politiske spil, magtkampe og intriger i vanlig stil. Historien er både kompliceret og kompleks, der er mange personer, både nye og velkendte, slægter, tilhørsforhold, skiftende alliancer og fjendskaber at holde styr på, men Aveyard gør det overskueligt at navigere rundt i det detaljerige og gennemførte univers, hun har skabt.

Som altid er bogen ekstremt velskrevet. I de to foregående bøger har det udelukkende været Mare, som fortalte historien, men nu er der endnu en fortæller, Cameron, så vi stadig er med hos Den Højrøde Garde og ved, hvad der foregår hos dem, mens Mare er taget til fange hos Sølverhoffet. Det tog lige lidt tid at vænne sig til den nye stemme, men det er interessant med nye perspektiver på deres fortsatte kamp for retfærdighed, og jeg nød skiftene mellem handlingen hos Mare ved hoffet og hos Cameron ved modstandsbevægelsen. Mare og Cameron minder overraskende meget om hinanden af sind, de er begge stærke, oprørske og kæmper for dem de elsker og for retfærdighed. Der hersker den samme splittelse mellem egoistiske bevæggrunde og hvad der må ofres for den større sag og det fælles bedste. Længere inde i bogen slutter endnu en spændende og uventet fortællerstemme sig til, som jeg håber, at vi hører meget mere til i den næste bog.

Hovedpersonerne er enormt nuancerede og det er umuligt at forudse deres næste træk eller følelser, hvilket gør bogen ekstra spændende, og det er umuligt at regne ud, hvem der er på hvilken side, da det kan skifte på et splitsekund. ’Alle kan forråde alle’ har været mottoet i de to foregående bøger, og det må siges at fortsætte i denne. Ingen er hundrede procent gode eller onde, selvom nogle kommer tættere på end andre. Det er ikke en sort/hvid verden, hvor de gode bekæmper det onde, men nærmere en verden, hvor man kun kan håbe på at det mindste af to onder vil forsøge at erobre magten og gøre verden bedre for sine egne. Det handler i bund og grund om at acceptere, at en bedre verden må skabes med visheden om, at den aldrig kan blive perfekt. På den måde er bogen meget realistisk i sine ideologier.


Denne tredje bog er en smule længere end de to foregående, og føles i høj grad også sådan. Den er ikke decideret langtrukken og langt fra kedelig, men langt hen ad vejen er det den samme handling ud fra den samme skabelon, hvor et skridt frem afbrydes af forræderi, som sender hovedpersonerne to skridt tilbage, så man føler ikke hele tiden den store fremdrift i historien. På den anden side bidrager det til forståelsen af karakterernes frustrationer og relationen til dem, og der gøres til gengæld meget ud af karaktertræk og psykologiske profiler. Det er ikke en bog man lige flyver igennem, på trods af masser af spænding og drama, men jeg var stadig virkelig fanget af historien og universet, og glæder mig meget til næste bog i serien.


torsdag den 5. oktober 2017

Månedens læsning #24: September 2017

Reklame – anmeldereksemplarer

September har været en rigtig god læsemåned. I alt er det blevet til 10 bøger, som faktisk alle var gode oplevelser.

The Twistrose Key af Tone Almhjell har jeg haft stående på hylden med intentioner om at læse i en evighed. Dens smukke forside har lokket, men er af en eller anden grund hver gang blevet skubbet væk til fordel for andre læseprojekter. Nu lykkedes det mig dog endelig at læse denne finurlige børnebog, som er en virkelig fantastisk fortælling, som jeg på det varmeste kan anbefale, og som fik mig til at glæde mig til vinter.

Urmageren i Filigree Street af Natasha Pulley er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra, som jeg har anmeldt lige her.

Juvelen af Amy Ewing er et anmeldereksemplar fra Turbine, som jeg har anmeldt lige her.

Sjælevandrer 1 – Diali af Charlotte Fischer er et anmeldereksemplar fra ForlagetFacet, som jeg har anmeldt lige her.

Udyret af Peternelle van Arsdale er et anmeldereksemplar fra Carlsen, som jeg har anmeldt lige her.

Rød dronning og Sværd af glas af Victoria Aveyard er begge anmeldereksemplarer fra Gyldendal, som jeg har anmeldt her og her. Fantastisk serie i øvrigt.

I forbindelse med at jeg var så heldig at få lov at interviewe Jennifer Niven hos Alvilda i denne måned, genlæste jeg hendes to YA bøger, Som stjerner på himlen og Holding Up the Universe. Det var en fantastisk oplevelse, og mit interview med hende kan læses lige her.

De Ualmindelige – Den bøjede mønt af Jennifer Bell er et anmeldereksemplar fra Bog og Idé, og min anmeldelse kan læses lige her.

Udover at læse skønne bøger og få lov til at interviewe en af mine yndlingsforfattere, blev jeg denne måned også nomineret til Danish Book Blog Award 2017, hvilket jeg er meget glad og beæret over. Der kan stemmes frem til d. 13. oktober, så hvis du ikke allerede har stemt på din favorit blandt de 16 dygtige nominerede, så kan det stadig gøres lige her.


Alt i alt har det altså været en ret fantastisk måned mht. bloggen og læsningen, hvor de to første bøger i Rød dronning serien, Jennifer Nivens bøger, The Twistrose Key og De Ualmindelige står tydeligst tilbage som favoritter. Hvilken bog er den bedste du har læst i denne måned? :)  

onsdag den 4. oktober 2017

"Pretty Baby" af Mary Kubica

Anmeldereksemplar
Titel: Pretty Baby   Forfatter: Mary Kubica   Udgivelsesår: 2017 (org. 2015)   Forlag: HarperCollinsNordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic

Det er blevet efterår, og til denne blæsende og regnfulde årstid hører sig, efter min mening, lidt en psykologisk thriller eller to til. Selvom det er en ganske god bog, fik jeg dog ikke helt hvad jeg ledte efter i denne. Den mørke og ildevarslende stemning i bogen passer perfekt til årstiden og det virkede som lige præcis den type bog jeg havde lyst til at læse, og selvom den er spændende, manglede jeg lidt af den uhygge og nervepirrende handling, som bagsideteksten lægger op til.

Den er på mange måder mere domestic noir end psykologisk thriller. Den er interessant fra en psykologisk vinkel og skildrer hvordan tilsynelandende helt almindelige menneskers mørkeste sider kommer frem, hvor alt sjældent er som det virker på overfladen, men jeg synes, at thriller-delen mangler.

Heidi er et godt og hjælpsomt menneske, en slags barmhjertig samaritaner, som hendes mand Chris udtrykker det. Gennem sit arbejde med flygtninge og immigranter bliver hun konstant konfronteret med Chicagos fattigdom og kan derfor ikke lade stå til, da hun ser en hjemløs teenagepige med en baby på en togperron. Hun kan ikke få hende ud af hovedet og møder hende flere gange efterfølgende, og ender til sidst med at invitere hende til at komme og bo hos sig selv og familien. Det skulle hun aldrig have gjort, for hvad der starter som en sympatisk og medmenneskelig handling udvikler sig til et mareridt, da flere handlingsforløb fra fortiden rippes op og kolliderer på en måde, som ingen kunne have forudset.

Bogen starter meget roligt og næsten trivielt ud med Heidi og Chris, der skiftevis kommer med hverdagsagtige observationer, og man får en fornemmelse af at de måske ikke er 100% lykkelige i deres ægteskab og familieliv, men at de trods alt har det tilstrækkeligt godt og lever et typisk, normalt middelklasseliv. Løbende får vi brudstykker af pigen Willows oplevelser både før i tiden og senere hen, som en slags appetizer på hvad man kan forvente, for disse kapitler lægger op til, at der kommer til at ske noget dramatisk og chokerende.

Det er både spændende at finde ud af hvorfor Willow er hjemløs, hvad der er sket i både hendes og Heidis fortid, samt hvad deres mere eller mindre tilfældige møde får af betydning for begges liv og hvilke konsekvenser både de og deres nærmeste står overfor. Det er en historie om de værste og mest ødelæggende former for svigt, der findes.

Samtidig italesætter historien den forfærdelige frygt og berøringsangst, der i vores samfund er forbundet med at hjælpe og komme for tæt på fremmede mennesker, som i værste tilfælde kan vise sig at udnytte en eller være sindssyge og gøre en ondt. Det er en chokerende og tankevækkende skildring af hvordan alle andre fremmede ignorerer Willow, går en lang bue udenom i stedet for at hjælpe en forhutlet, hjemløs teenager med en lille baby. Det er desværre ofte lettere at lade være, og Heidis hjælpsomhed får da også uforudsete konsekvenser.

Historien er overraskende opbygget, ikke udelukkende lineært eller kronologisk, men springer lidt frem og tilbage mellem både tid og fortæller, så vi har en idé om hvad der kommer til at ske inden det sker, og så alligevel ikke helt. Der bliver hele tiden lagt spor ud, som til sidst fører til det endelige svar på, hvad der er foregået. Noget af det havde jeg gættet mig frem til, andet overraskede mig fuldstændigt. Der er enkelte klichéer og stereotyper undervejs, som godt nok fungerer fordi de er så indgroede, men hvor jeg måske godt kunne have savnet lidt mere originalitet. Alligevel tages der dog også en del overraskende drejninger. De fleste af karaktererne har mere eller mindre usympatiske træk, og selvom man ikke nødvendigvis føler med dem, formår forfatteren at give en god psykologisk forståelse og baggrund for hvorfor de er som de er og hvilke oplevelser der har formet dem.


Jeg havde nok en forventning om, at der ville ske flere sindssyge ting i bogen, men den bruger lang tid på at bygge spændingen op og ender desværre ikke helt med at følge den til dørs. Uhyggen foregår mest i karakterernes hoveder, og selvom de indimellem var skræmt fra vid og sans, blev jeg det aldrig rigtigt som læser, hvilket jeg godt kunne savne i denne psykologiske thriller. Alligevel holdt den mig fanget det meste af vejen igennem med både sin handling og interessante karakterer, dog desværre uden at sidde på kanten af stolen og bide negle.

fredag den 29. september 2017

"Sværd af glas" af Victoria Aveyard


Anmeldereksemplar
Titel: Sværd af glas (Rød droning #2)   Forfatter: Victoria Aveyard   Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Dette er fortsættelsen til Rød dronning, som jeg var virkelig begejstret for, og har anmeldt lige her. Hvis du endnu ikke har læst første bog, så vent med at læse denne anmeldelse af Sværd af glas for at undgå at få Rød dronning spoilet. Denne starter nemlig lige på og hårdt, præcis hvor vi slap i første bog. Jeg kan dog afsløre, at jeg var utroligt spændt på at læse denne fortsættelse og heldigvis er endt med at være lige så begejstret for anden bog, som jeg var for den første.

Efter at være blevet forrådt af Maven er det lykkedes Mare og Cal at flygte fra Knogleskålen med hjælp fra oprørsbevægelsen Den Højrøde Garde. Nu er de alle på flugt og intet sted er længere sikkert, mens krigen lurer lige om hjørnet. De er jaget vildt, da det er lykkedes den nykronede Kong Maven og hans mor Dronning Elara at manipulere fakta således, at det ser ud som om Cal og Mare er skurkene, henholdsvis kongemorder og terrorist.

Mare ønsker at finde de andre, der som hende og hendes bror Shade både er Røde og Sølvere, for hun ved at de er derude, disse Nyblodere, som er stærkere end Sølverne og tilsammen ville udgøre en hær stærk nok til at overvinde dem. Dette leder dog til dilemmaet omkring hvorvidt Mare skal tilsidesætte sine egne behov og ønsker til fordel for sagen. Hævn, samt en bedre og mindre uretfærdig verden er alles fælles mål, men midlerne hvormed de vil opnå dette varierer massivt. Yderligere splittelse opstår både blandt deres egne og befolkningen som helhed, og viser sig som en af de største udfordringer.

Bogen er meget uforudsigelig i sin handling, og man sidder med en følelse af at alt kan ske. Alle kan som bekendt forråde alle. Samtidig benytter den sig dog af velkendte formularer og elementer indenfor genren, som sikrer, at uforudsigeligheden fungerer i sidste ende, og alligevel formår den at tilføje en masse nyt til universet. Den omhyggeligt opbyggede og detaljerede verden udvides på imponerende vis og karaktererne bliver ved med at udvikle sig. Især Mare, der bittert erfarer at hun ikke kan stole på nogen, da forræderi lurer bag hvert et hjørne og hun hele tiden må notere sig hvilke svagheder der kunne vise sig at blive nyttige og betyde forskellen mellem liv og død.

Det er en meget vellykket toer, som ikke bare føles som udfyldning af tid inden finalen. Den er meget mørk og brutal, en storslået fortælling om hævn, magt, uretfærdighed, ondskab og kærlighed. Mens den er både intens og hæsblæsende, stikker den også dybere og udforsker menneskelighed; både hvad det vil sige at være menneske og hvad der får os til at vise empati, sideløbende med en voldsom ’os mod dem’-problematik, der udvikler sig af flere omgange og aldrig rigtigt bliver forløst, hvilket holder historien i gang.

Den viser tydeligt hvordan skellet mellem rigtigt og forkert udviskes og gøres utydeligt i ekstreme situationer, og Mare må flere gange stille sig spørgsmålet om, hvor meget af sig selv og sin integritet hun er villig til at ofre for en større sag. Hvem skal gøre sig til herre over liv og død og bestemme hvilke mennesker der er mest værd? Det er nogle interessante eksistentielle, etiske og universelle dilemmaer.


Alt i alt en virkelig god bog i en fænomenal dystopisk fantasyserie, som jeg på det varmeste kan anbefale at læse. Jeg glæder mig i hvert fald helt enormt til at påbegynde bog nummer tre, Kongens lænker, snarest.


torsdag den 28. september 2017

Jennifer Niven interview


On Wednesday, September 20, I had the pleasure of meeting and interviewing the lovely author of some of my favorite YA books, All the Bright Places and Holding Up the Universe (in Danish, Som stjerner på himlen and På kant med livet). First of all, I would like to thank the Danish publisher Alvilda for giving me this amazing opportunity and experience, and Jennifer and her friend Ronni for taking the time during their European book tour to meet with us and answer all of our questions. Aside from myself, the bookstagrammer Cathrine and the book blogger Rikke, were also part of the interview, and it was lovely meeting them as well.

The atmosphere was very nice and laid back, and it felt more like a cozy chat. Jennifer is a great storyteller, not just on the page, but also in person, and she has so many interesting things to share. In addition, she is a wonderful and caring person who is genuinely interested in her fans and readers. When her books first came out, she tried to answer every message she got to make people feel acknowledged and seen, but with the growing popularity of her books, it’s impossible to keep up, even though she really wants to. The connection to the readers is very important to her, so she still tries to respond and like as much as possible, which you quickly notice on her social media pages.

Jennifer has experienced a lot of loss, but still manages to stay positive and inspire others through her writing. She encounters a lot of personal stories from readers, and while most of them are sad at first, they usually have happy endings, revealing how the books helped them through tough times, assuring them that they are not alone and giving them characters and experiences to relate to. The story which has stood out the most, is that of a 17-year-old girl, who was ready to end her life. She went to the store to buy the pills, but somehow, almost as a sign, All the Bright Places had been misplaced to that very shelf. On a whim, she picked it up, forgot about the pills, read and related to it and is doing good today. What an amazing story of how reading the right book at the right time can change or save your life.

Her best advice on writing, which she was given by a friend, is to “write it even though it terrifies you.” She believes that authors have to feel all the feelings too in order for the audience to relate to the characters. We talked a lot about what has inspired her to write her books. Especially All the Bright Places is a very special book to Jennifer, which was absolutely terrifying to write, since it is based on a personal experience. In her twenties, she loved and lost a guy, who Finch is largely inspired by, and even the family of the guy Jennifer knew recognizes him in this unique character. If asked to choose, Finch is her favorite, but Violet was the hardest to write, because she reminds her of herself and it’s such a personal story. She felt she had to separate her from herself, by setting the story in high school and giving Violet a sister who died. Jennifer is an only child, but has experienced plenty of loss, which makes her writing about it much more real.



While Violet is more like Jennifer herself, of course she also identifies with Libby, the main character of Holding Up the Universe, and looks up to her for being so fearless and brave. Jennifer was never bullied, but she had friends who were and she has also experienced people saying mean things, so it was not hard to relate to her characters and represent how mean and judgmental girls can be to other girls, and the body image issues resulting from it. She got inspired by Body Positivity, wanting people to know that they are wanted and loved, and Libby is a role model in this regard.

She writes her books for young adults, which has resulted in some backlash from parents who are worried that her books dealing with topics such as suicide would lead more teenagers to commit suicide. But it doesn’t do any good to ignore a topic; not talking about suicide will not make it go away. According to Jennifer, teenagers are not stupid, they will get the message of the books even though adults don’t always do, and she has concrete examples of her books preventing suicides instead of inciting them.

When working on her books, she did a lot of research, talking to psychologists and other specialists, but also relied on her own life and experiences from friends and family for inspiration, especially in regards to prosopagnosia. She has a cousin, an uncle and a friend who have it, and the way they describe distinguishing and recognizing people came to be one of the most important messages of the book: How to remember people by the important things, seeing them in a pure way, the way we should all see people. Jennifer gave her own love of dancing and Supernatural to Libby, and the experience of loss and grief in the book is also very real and close to Jennifer herself, since she sadly lost her mother while writing Holding Up the Universe.

When writing, she likes to imaginarily cast actors as her characters to keep on track. A fun fact is that she originally cast Elle Fanning as Violet, and now she is actually playing her in the upcoming All the Bright Places movie. They hope to start filming in January, and Jennifer wrote the screenplay as well, having a film school background. Another fun fact is that when she went to film school she was told that she was not able to put her feelings on the page while writing. They should see her writing now… As for the casting of Finch, which we are all really excited about, we will have to wait a little while longer to find out, since they want someone age appropriate and as Jennifer was saying, guys that age grow up and change so fast, so they are going to wait to just before filming starts to find the perfect Finch, although she already has her eyes on some possibly perfect Finches.

Of course she couldn’t reveal much about her next book, but she did tell us that she is working on two very exciting projects. Every book is a different process to write and her next book will be very personal, and about 80 pages into it now, she has already cried more than she did while writing All the Bright Places and it is not a book she would recommend reading in public unless you don’t mind people seeing you crying your eyes out. She sometimes thinks that it would be much easier to just write something fluffy, but she also feels the importance of writing brave, honest stories and giving people a voice, especially in the political climate of the US today where many don’t have a voice, so that’s what she’ll continue to do. She firmly believes that what you’re compelled to write will present itself at the right moment.


This was such a wonderful experience, and I’m forever grateful to be given opportunities like this. Thanks again to the publisher Alvilda, to Jennifer and Ronni, and to Cathrine and Rikke. You are all bright places and made this day unforgettable.